Falck indgår forlig i Bios-sag: Betaler 152,5 millioner i erstatning

Bios, Region Syddanmark og flere hundrede kreditorer får kompensation af Falck.

Forliget er indgået med Region Syddanmark, Bios' hollandske ejer og konkursboet efter selskabet i Danmark. Det oplyser Falck. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Falck har indgået forlig med det hollandske ambulanceselskab Bios i en sag, hvor selskabet har misbrugt sin position til at presse konkurrenten ud i en konkurs.

Samlet løber kompensationen op i 152,5 millioner kroner. Forliget er indgået med Region Syddanmark, Bios' hollandske ejer og konkursboet efter Bios i Danmark.

Forliget betyder, at omkring 500 kreditorer efter Bios' konkurs kan få penge igen. Det oplyser Falck i en pressemeddelelse.

Sagen strækker sig tilbage til 2014-2015, hvor Bios overtog ambulancedriften i Region Syddanmark fra Falck.

I januar konkluderede Konkurrencerådet, at Falck havde misbrugt sin dominerende position på markedet til at presse Bios.

Ifølge rådet brugte Falck en fordækt kommunikationskampagne for at skabe uro om Bios og så tvivl om, hvorvidt det kunne løfte opgaven.

Samtidig arbejdede Falck aktivt for at hindre, at ambulancereddere skiftede til Bios.

Falck handlede uacceptabelt

Det hollandske selskab havde store problemer med at rekruttere og leve op til sin kontrakt og gik til sidst konkurs i 2016.

- Falck handlede i 2014-15 på en måde, der var uacceptabel, og som vi aldrig kommer til at gentage. Vi har accepteret myndighedernes kendelse, siger Falck-direktør Jakob Riis.

- Vi har arbejdet for at skabe en samlet løsning for alle store og små kreditorer. Vi er glade for, at vi har kunnet nå til et forlig og betaler nu for parternes tab, siger han i en pressemeddelelse.

Jakob Riis udtalte i maj, at Falck var parat til at betale, hvis det kunne dokumenteres, at selskabets ageren havde givet tab.

Det er nu endt med forliget, som samtidig betyder, at en række erstatningskrav mod Falck er faldet bort. Sagen er dermed retsligt set afsluttet, oplyser Falck.

Tilfredshed hos region og Bios

Region Syddanmark oplyser, at den samlet havde krav på 120 millioner kroner, og at det med forliget får dækket knap tre fjerdedele af de udgifter, som regionen har haft til sagen og Bios' konkurs.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er tilfreds med aftalen.

- Der bliver sat et punktum for alle parter i sagen. For regionen betyder det, at vi ikke skal bruge ressourcer på at forfølge alle sager på kryds og tværs, men det betyder også, at vi modtager en betragtelig økonomisk kompensation, siger hun.

Hos Bios er der ligeledes tilfredshed med, at sagen nu er afsluttet.

- Perioden med ambulancedrift i Danmark var hård og økonomisk meget belastende. Og derfor er det selvfølgelig positivt, at vi nu bliver kompenseret fair og rimeligt, siger Stef Hellelink, direktør i Bios, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Sagen kort:

  • I 2014 besluttede Region Syddanmark, at Bios, et nystiftet dansk-hollandsk selskab, skulle overtage ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland og på Fyn fra Falck, som udtrykte stor utilfredshed med beslutningen.

  • I 2015 begynder ambulancedriften at halte for Bios. Medarbejdere søgte væk fra virksomheden, og der var bøvl med vagtplaner og responstider.

  • Fra 2016 kunne Bios ikke længere opfylde sine kontraktlige forpligtelser, fordi de ikke havde ansatte nok.

  • I juli 2016 begærede Region Syddanmark Bios konkurs.

  • Bios beskyldte i samme forbindelse Falck for at have spredt negative rygter om selskabet, så medarbejderne søgte over til Falck.

  • Falcks metoder er siden blevet dokumenteret i blandt andet en opsigtsvækkende rapport fra Konkurrencerådet, der i detaljer viste, hvordan der er blevet snydt på

/ritzau/