Det er tid til selvransagelse hos Falck, efter den store danske redningskoncern tidligere på året blev politianmeldt af Konkurrencerådet, som i en afgørelse slog fast, at Falck har forbrudt sig mod konkurrenceloven ved at presse den mindre hollandske konkurrent Bios ud af markedet.
I dag har Falck for første gang siden skandalesagen offentliggjort kvartalsregnskab. Regnskabet viser et fald i omsætningen, men en stabil indtjeningsvækst.
Men det er stadig Bios-sagen, som spøger på gangene hos Falck.
- Strategien virker, og lønsomheden bliver bedre i Falck. Og så har vi fået det nødvendige overskud til, at vi kan tage os af kulturen i Falck, siger Jakob Riis, der er koncernchef i Falck.
Da Bios i 2014 nappede et udbud om ambulancekørsel i Region Syddanmark foran næsen på Falck, gik det ikke stille for sig. Falck satte gang i en omfattende smædekampagne, der gjorde det svært for Bios at hyre tilstrækkeligt med reddere.
Og efter under et års ambulancekørsel, måtte Bios i juli 2016 dreje nøglen om og gik konkurs i Danmark.
Trepunktsplanen
Jakob Riis fortæller, at Falck har igangsat en 'selvrensningsproces'.
For det er ikke sikkert, at konkurrencesagen mod Bios står alene, og i øjeblikket er redningskoncernen ved at undersøge, om der er tidligere eksempler på ufine metoder over for konkurrenter i branchen.
- Vi kigger på alt, hvad vi ejer og har af data, så der er ikke begrænsninger i undersøgelsen. Vi kigger på det hele og regner med inden for en relativt kort periode at kunne afslutte undersøgelsen, så vi kan fokusere helt og holdent på fremtiden i Falck, siger Jakob Riis.
Riis regner med, at Falck i forbindelse med halvårsregnskabets aflæggelse kan fortælle, hvad der er kommet ud af den interne undersøgelse:
- Hvis noget er helt uforeneligt med 'code of conduct' eller regler og love, så lægger vi alt åbent frem, siger Jakob Riis.
I alt tre ledestjerner skal guide Falck ud af krisen. Projektet har fået navnet 'Clear' og skal ud over undersøgelsen af mulige overtrædelser i Falck-koncernen også sikre en sund forretningskultur i Falck.
- Vi skal være sikre på, at alle, som kommer ind i Falck og er i Falck, mødes af vores 'code of conduct' og forstår, at det er en fuldstændig efterlevelse af den, ellers kan man ikke arbejde i Falck, siger han.
Sidste punkt i planen er at få lukket konkurrencesagen, hvor en række parter i øjeblikket står i kø for at få erstatning for Falcks ufine metoder.
Juridisk oprydning
Konkursen i Bios og konkurrencesagen i Falck har inviteret advokater ombord til at stå for en omfattende juridisk oprydning, som i øjeblikket er i fuld gang.
Blandt andet kræver kuratoren for det kuldsejlede danske Bios-selskab op mod 100 millioner kroner fra Falck. Desuden har kurator Jan Bruun Rasmussen i både Danmark og Holland stævnet ledelsen i det hollandske moderselskab Bios Groep, fordi han mener, de kørte Bios Danmark videre for længe.
Også det hollandske moderselskab har truet med millionkrav til Falck, og Region Syddanmark har anlagt et millionkrav mod konkursboet for manglende lønudbetalinger omkring tidspunktet for konkursen.
Jakob Riis ønsker ikke at kommentere på forhandlingerne, men han fortæller, at Falck er i dialog med alle sagens parter:
- Vi er klar til at finde en fælles løsning for alle dokumenterede tab, der har været, siger Jakob Riis.
Hvor meget regner I med at skulle betale i erstatning til de øvrige parter i sagen?
- Lige akkurat nok til, at alle føler, det er nok til at få lukket den her sag, siger Jakob Riis.
Sagen kort
- •
I 2014 besluttede Region Syddanmark, at Bios, et nystiftet dansk-hollandsk selskab, skulle overtage ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland og på Fyn fra Falck, som udtrykte stor utilfredshed med beslutningen.
- •
I 2015 begynder ambulancedriften at halte for Bios. Medarbejdere søgte væk fra virksomheden, og der var bøvl med vagtplaner og responstider.
- •
Fra 2016 kunne Bios ikke længere opfylde sine kontraktlige forpligtelser, fordi de ikke havde ansatte nok.
- •
I juli 2016 begærede Region Syddanmark Bios konkurs.
- •
Bios beskyldte i samme forbindelse Falck for at have spredt negative rygter om selskabet, så medarbejderne søgte over til Falck.
- •
Falcks metoder er siden blevet dokumenteret i blandt andet en opsigtsvækkende rapport fra Konkurrencerådet, der i detaljer viste, hvordan der er blevet snydt på