Der er ingen chance for, at Ryanair får held med at få rejst den såkaldte ”danske model” i nogen form for en EU-instans.
Så klar er meldingen fra Ole Christensen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og har siddet i Beskæftigelsesudvalget i 11 år.
- Den er afgjort i Arbejdsretten i Danmark, som er den instans, som tager stilling til det her – også i EU øjemed – og derfor kan Michael O’Leary (Ryanairs øverste chef, red.) ikke indbringe sagen for en højere instans, forklarer han, efter at Ryanairs chef har proklameret, at selskabet vil klage over afgørelsen.
En særdomstol
Ole Christensens vurdering får opbakning fra Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
I hvert fald er EU-domstolen helt udelukket, forklarer han.
- Man skal huske på, at Arbejdsretten i Danmark er en særdomstol, så der er ikke nogen øvre appelmuligheder efter Arbejdsretten. Så på den måde har man ikke en direkte vej fra Arbejdsretten til EU-domstolen, forklarer han.
Ikke fantasi
Ryanair har selv peget på, at man vil forsøge at få Europa Kommission til at tage sagen op på egen hånd.
Den fremgangsmåde spår Ole Christensen dog ikke nogen større succes.
- Det er kommissionen, som skal vælge at tage den op, men det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, for tingene har kørt lige efter bogen, forklarer han.
Heller ikke Laust Høgedahl er umiddelbart overbevist om, at det vil kunne lade sig gøre
- Jeg har svært ved at se, hvordan man vil gøre det her, så der må vi nok vente og se, hvad Ryanair spiller ud med konkret, siger han.
Har aflyst afgange
Ryanair har kæmpet en kamp mod den danske fagbevægelse, efter at selskabet etablerede en base i Københavns Lufthavn og afviste at indgå en dansk overenskomst for medarbejderne på basen i Danmark.
Det fik LO til at trække lavprisselskabet i Arbejdsretten, der onsdag afgjorde, at fagbevægelsen gerne må indlede en konflikt mod Ryanair.
Allerede onsdag aften meddelte Ryanair, at alle afgange på ruten fra Københavns Lufthavn til den polske hovedstad Warszawa aflyses med virkning fra den 15. juli.
Fagbevægelsen har kaldt Arbejdsrettens afgørelse for en sejr for den danske model.