I seks måneder og to uger har 91.000 danske ejere af dieselbiler fra Volkswagen ventet på at få deres bil på værksted, efter det i september kom frem, at en snydesoftware er installeret i motoren, den såkaldte dieselgate.
Det er biltyper som VW Jetta, Passat og Audi, der i øjeblikket kører rundt på de danske vej uden at leve op til miljøkravene.
- Det er med ved en vis undren, at vi kan se, at tiden går. Folkevogn meldte ud allerede ved nytår, at de havde en løsning, og de bare manglede en godkendelse af den tekniske løsning, og vi kan ikke få nogen informationer om, hvad problemet egentlig er, siger Torben Kudsk, der er chef for politisk-økonomisk afdeling i FDM.
Det er udledningen af såkaldt NOx, som snydesoftwaren i Wolkswagen-biler har skruet op for ved at slukke for miljøtiltag i bilen, når den har forladt testcentret.
Tidligere på måneden erkendte Volkswagen selv, at det er en meget svær øvelse at nedbringe NOx'en uden samtidig at skrue op for CO2-udslippet.
- Vi er nødt til at kunne garantere, at larm og specielt CO2-udledning er præcist det samme som før reparationen, fortalte en talsmand til Automotive News.
I sidste måned udskød en amerikansk dommer en deadline for en løsning for 600.000 dieselbiler til den 21. april, fordi der endnu ikke var godkendt en løsning af de amerikanske miljømyndigheder, EPA.
Heller ikke de tyske miljømyndigheder har foreløbigt godkendt Volkswagens løsningsforslag ud over Pick-up-trucken Amarok, som Volkswagen begyndte at hive på værksted i januar.
I Danmark er der knap 200 biler af den type. Og her har bilejerne fortsat intet hørt.
- Mange går med en uvished om, hvad der skal ske med deres bil. Og det er ikke befordrende for nogen, siger Torben Kudsk fra FDM.
Han er især skuffet over, at Volkswagen er så lukket omkring processen.
- Når nu de selv har indrømmet, at de har begået svindel, synes jeg, de burde holde offentligheden bedre orienteret om, hvor de er i processen, siger Torben Kudsk.
Volkswagen, Autobranchen og FDM var repræsenteret i dagens P1 Business, hvor dieselgate og testsystemet i Europa blev diskuteret.