Forstå Volkswagen-sagen på 2 minutter

Et stykke software, millioner af biler og risiko for bøde på 18 milliarder dollar. Få overblikket over sagen her.

Sagen kom frem i starten af september - og tog hurtigt fart og viste sig at omfatte langt flere biler end først antaget. (Foto: © INGO WAGNER, Scanpix)

Hvad har Volkswagen gjort?

Volkswagen havde installeret et program, en såkaldt snydesoftware, i bilernes motorer.

Softwaren registrerer, når bilen er ved at blive miljøtestet af myndighederne og slår over til en skånsom forbrændingsmetode, der får dem til at udlede færre såkaldte NOx-gasser.

Men når bilen ikke er i gang med at blive testet, og det er den helt almindelige bilist, der kører rundt på vejene, er softwaren slået fra - og så stiger udledningen af gasserne med op til 40 gange over det tilladte niveau.

I hvilke biler er softwaren installeret?

Snydesoftwaren har vist sig at være installeret i en række dieselbiler produceret under Volkswagen-gruppen.

Det drejer sig så vidt vides om 700.000 biler fra Seat, og to andre mærker i koncernen, Audi og Skoda, har oplyst, at henholdsvis 2,1 og 1,2 millioner af deres dieselbiler har snydesoftwaren installeret.

De amerikanske miljømyndigheder har beordret 482.000 biler tilbagekaldt, og det drejer sig om VW Jetta, VW Golf, VW Beetle og Audi A3 fra 2009-2015 og VW Passat fra 2014-2015.

Hvor er bilerne med snydesoftwaren solgt?

Problemet blev opdaget i miljømyndighederne i USA midt i september 2015. Her afslørede myndighederne svindel med 500.000 dieselbiler.

I de kommende dage viste det sig, at snydesoftwaren også var installeret i en række biler, der var blevet solgt i Europa.

Den 15. oktober 2015 kommer det frem, at Volkswagen tilbagekalder 8,5 millioner dieselbiler fra det europæiske marked. 91.000 af de biler er danske.

Hvad bliver konsekvenserne?

Det er ikke småpenge, Volkswagen kan risikere at skulle betale i bøder.

Det amerikanske justitsministerium har i dag oplyst, at de sagsøger Volkswagen for brud på amerikansk lov og kræver derfor milliarder af dollars fra producenten.

Det amerikanske miljøagentur, EPA, har tidligere truet Volkswagen med en bøde på op til 18 milliarder dollar – svarende til ca. 120 milliarder kroner.