Knap 700 statsansatte har allerede taget deres gode tøj og forladt arbejdspladsen, selv om udflytningsplanen langt fra er rullet ud.
Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har lavet blandt samtlige styrelser og nævn, der skal flytte fra hovedstaden.
Nogle af dem er nørder inden for deres fag og har arbejdet med det samme specialiserede område hele livet, og derfor forudser forskere og ansatte, at udflytningen vil medføre et stort videnstab.
Det erkender erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som er en af arkitekterne bag udflytningsplanerne. Men han mener, at succesen med at flytte knap 4.000 arbejdspladser ud til hele landet overstråler den bagside, der er med, at viden vil gå tabt:
- Allerede i dag går viden tabt i vores statslige styrelser, fordi mange medarbejdere jævnligt får nye jobs og flytter andre steder hen. Men det er rigtig vigtigt at sikre, at videnstabet bliver så minimalt som overhovedet muligt, siger han.
Ingen hemmelighed at folk siger op
Energistyrelsen er en af de specialiserede styrelser, som skal flytte langt væk fra hovedstaden. 51 stillinger skal således flyttes til Esbjerg, og ifølge DR's undersøgelse har 21 allerede sagt op.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen siger til DR Nyheder, at der i perioder formentlig vil komme et produktionstab i de styrelser og nævn, der flytter. Og særligt i dem, der mister mange medarbejdere.
- Jeg har aldrig lagt skjult på, at der vil være medarbejdere, som ikke har lyst til at flytte med deres styrelse ud i landet, og det vil medføre udfordringer, siger han.
Men:
- Vi må glæde os over, at der er rigtig mange, der søger de stillinger, der bliver slået op. Og så skal man huske på, at rigtig mange forsøger at sikre, at produktionstabet bliver så minimalt som muligt.
Ifølge DR's rundspørge har 683 ud af 3.843 allerede sagt op - eller er blevet sagt op - som konsekvens af udflytningen. Ifølge en ekspert vil man se styrelser, hvor over 90 procent forlader arbejdspladsen.