Skat efter hastemøde i Paris: Vi drøftede internationale task forces

Skattemyndigheder fra 46 OECD-lande holdt i dag hastemøde om Panama-skandalen. De blev enige om fire punkter i kampen mod skattesnyd.

Indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen, siger til DR Nyheder, at Skat er meget interesserede i at få adgang til dataene i det enorme læk af hemmelige dokumenter.

Den internationale organisation for Økonomisk Samarbejde og Udvikling(OECD) holdt i dag hastemøde i Paris.

Emnet var den store skattelæk, som har fået navnet 'Panamapapers', og skattemyndigheder fra 46 OECD-lande var dukket op. Danske Skat havde sendt en hel embedsmandsdelegation af sted for at drøfte, hvordan der skal reageres på skatteskandalen.

- Det har været vigtigt for os at diskutere, hvordan vi kan hjælpe hinanden, og hvordan vi kan bruge de her lækkede oplysninger bedst muligt, siger Jim Sørensen, som er indsatsdirektør i Skat.

Han oplyser til DR Nyheder, at deltagerne på mødet er blevet enige om, at man kun må melde fire konklusioner fra mødet ud offentligt.

Dem kan du se herunder:

  1. 1

    Skattemyndighederne skal arbejde tæt sammen for at gøre kontrollen så effektiv som mulig

  2. 2

    I takt med, at man får adgang til data, skal det vurderes, hvorvidt der er brug for særlige task forces på tværs af landene til at opklare skattefifleriet

  3. 3

    Ved man, at der er begået lovovertrædelser, skal man melde det til det rette lands myndigheder, så man kan komme i dialog

  4. 4

    Af hensyn til kontrollen er det aftalt, at man som enkelt land kun må udtale sig om, hvad man selv gør, og ikke hvad man samarbejder om at gøre

Alle håber, at lækket bliver offentligt

Nyt er dialogen omkring de særlige task forces, der skal arbejde på tværs af landene, hvis det bliver nødvendigt, men ellers er det meget sparsomt, hvilke nye tiltag Skat og OECD kan melde ud fra hastemødet.

- Man skal huske på, at der er store kulturforskelle landene imellem. I Danmark har vi en meget åben tilgang til, hvad vi deler, men det er ikke alle, der ønsker at være ligeså åbenmundede, og det skal man acceptere, siger Jim Sørensen.

Mødet blev stablet på benene for, at landene kunne diskutere, hvordan man skal reagere på de nye oplysninger, der er væltet frem, efter at over 100 medier verden over har offentliggjort indhold fra 11,5 millioner filer, som er blevet lægget fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

- Vi har diskuteret, hvordan vi samarbejder mest muligt effektivt i takt med, at de enkelte lande forhåbentlig får adgang til flere og flere data. Alle håber stadigvæk på, at det her læk bliver offentliggjort, så vi kan bruge det i det videre arbejde, siger Jim Sørensen.

Skat blev først opmærksomhed på lækagen, da en DR-journalist henvendte sig i januar i år, og siden har Skat arbejdet på at få adgang til informationer om danske skatteborgere gennem andre landes skattemyndigheder. Skat er også i dialog med Finansrådet.