En single, double eller måske med sukker.
Den italienske kaffedrik espressoen koster i Danmarks hovedstad gennemsnitligt 4 euro eller 30 kroner, hvis man skal tro rejsemagasinet Travelbook.de.
Selvom det kun tager knap tre sip at komme igennem den, gør det ifølge magasinet den lille kaffedrik til den dyreste i hele Europa.
Travelbook.de har forsøgt at skabe et espresso-indeks, hvor de har sammenlignet espressopriserne på caféer og restauranter i 42 europæiske hovedstæder.
Det er iøjnefaldende, mener Morten Bruun Pedersen, som er cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk.
- Hvis vi kigger på de andre lande, som vi normalt sammenligner os med, får det (priserne, red.) en til at løfte øjenbrynene, siger han.
I Oslo koster en tilsvarende kop espresso 2,57 euro eller 19 danske kroner. I Sverige 2,68 euro eller 20 kroner.
En del af forklaringen findes ved, at vi i Danmark generelt har høje priser på fødevarer ifølge Morten Bruun Pedersen.
Men også de høje afgifter, moms samt høje produktions- og leveringsomkostninger som en del af forklaringen.
Espresso-indekset er lavet ved, at travelbook.de har sammenlignet priserne på over 400 caféer, restauranter og kaffebarer i europæiske hovedstæder. Kravet til stederne har været, at de ligger i centrum eller i populære turistområder, og i hvert land er gennemsnitsprisen vurderet ud fra mindst seks menukort online.
Vi betaler for det sociale
Espresso-shottet er for nogle et velfungerende skud koffein, mens det for andre er en hel tradition og filosofi. Uanset hvorfor man vælger en espresso, så hænger det at tage en kop kaffe på en café i Danmark ofte sammen med mere end blot behovet for et par sorte dråber for at vågne om morgenen.
Vi betaler nemlig i lige så høj grad for sædet, vi sidder på. Det fortæller Klaus Thomsen, som er medstifter af det københavnske risteri Coffee Collective, der også tæller syv kaffebarer.
- I Italien kommer kunderne ofte forbi blot for at få en hurtig espresso, og så er de videre igen. Så meget sælger vi slet ikke, siger han.
Espressoen, som stammer fra Italien, bliver ofte indtaget noget langsommere i Danmark.
- En af de store udgifter for os er lige så meget, at man køber et sted at sidde, mødes med en veninde, hvor man kan sidde og snakke eller arbejde. Det er en stor del af prisen, siger Klaus Thomsen.
Morten Bruun Pedersen, cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, mener også, at en af forklaringerne på den dyre espresso i Danmark nemlig er, at vi ikke bare betaler for en kop kaffe, når vi sidder på en café eller restaurant.
- En kop kaffe er ikke bare en kop kaffe. Det er også noget socialt, siger han.
- Man vil gerne sidde et sted, der er smart og rart at være. Det er med til at holde omkostningerne oppe.
Danskerne er betalingsvillige
Hos Coffee Collective, som har syv kaffebarer i København, koster en dobbelt espresso 30 kroner.
Her mener de ikke, at prisen på en espresso kan blive lavere uden at gå på kompromis med kvaliteten og vilkårene for deres kaffebønder.
- Hvis man gerne vil skabe ordentlige vilkår og lønninger til bønderne, en god overenskomst til medarbejdere og karrieremuligheder, så bliver prisen også højere, forklarer Klaus Thomsen.
Ifølge ham går en stor del af indtjeningen på espresso og andet kaffesalg til kaffebønderne hos Collective Coffee, og det er med til at hæve priserne.
- Vi er et af ganske få risterier i Danmark er fuldstændig åbne om, hvad vi betaler for kaffen direkte hos kaffebønderne, siger Klaus Thomsen.
Derfor vil de heller ikke kunne sætte priserne ned i forhold til det niveau, de ligger på nu.
Samtidig peger Morten Bruun Pedersen på, at danskerne også er villige til at betale mere for kaffen.
- Jeg tror ikke, forbrugerne er bevidste om, at en espresso i Danmark er den dyreste i Europa. Man har bare vænnet sig til det, samtidig med at der er en stor betalingsvillighed, siger Morten Bruun Pedersen.
Dyre fødevarer generelt
Fødevarer er også blevet dyrere i Danmark i 2022. Inflationen stiger, og det kan også mærkes på fødevarer, som generelt er steget i pris.
Men at prisen for en espresso i Danmark skal være så meget højere i forhold til andre lande med sammenlignelige forbrugerpriser som Danmark, kan Morten Bruun Pedersen dog ikke forstå.
- Det undrer mig, at danske caféer ikke kan levere det billigere, siger han.
Selvom udvalget af kaffebarer, caféer og restauranter ikke fejler noget i København, er konkurrencen på området måske ikke stor nok til at presse priserne ned siger Morten Bruun Pedersen.
- Hvis ikke forholdene kan forklares ud fra meget dyre omkostninger, så synes jeg ikke, det er rimeligt, og det tyder på, at der ikke er konkurrence nok på kaffeområdet.