Nykredits omstridte Kundekrone-program er ikke andet end et røgslør, der skal få Nykredit til at tage sig bedst muligt ud, når koncernen i starten af det nye år efter planen skal børsnoteres.
Sådan lyder meldingen fra flere eksperter, DR Nyheder har talt med.
- Jeg forstår ikke, hvorfor Nykredit ikke bare siger det, som det er; at Kundekronerne handler om at vise, hvor høj en indtjening, man har, inden man går på Børsen, siger Lars Krull, bankekspert fra Aalborg Universitet.
Kundekronerne og den planlagte børsnoteringen blev lanceret i februar 2016. Samtidig fik 725.000 Totalkredit-kunders boliglånsgebyrer et ordentlig vrid opad.
Fordelsprogrammet
Ideen med Kundekronerne er, at overskuddet i Nykredit A/S først føres ud af koncernen, inden det kanaliseres tilbage som rabatter på bidragssatserne. Modellen er illustreret grafisk her på siden.
- Det er ren Ebberød Bank. Formålet er at vise en høj indtjening for aktionærerne, men omfordelingen er ikke til fordel for kunderne, fordi pengene skrumper ind, når de ryger igennem systemet, siger Lars Krull.
I aften skal Repræsentantskabet i Forenet Kredit, som ejer 90 procent af Nykredit-koncernen, mødes på det sidste ordinære møde, inden der efter planen skal stemmes om en børsnotering den 23. november.
Pengeinstitutterne får halvdelen
Formand for boligejernes oprørsforening Comsun og medlem af Repræsentantskabet Jens Vesterbæk har sat Kundekroner på dagsordenen på mødet i aften.
Og så har han anmodet foreningen om at undersøge, hvordan bidragssatserne skrumper ind, når de cirkulerer rundt i systemet.
- Kunderne kommer ikke til at se mange af de penge, de betaler ind i øgede bidragssatser, når de nye aktionærer også skal have del i overskuddet. Der skal være penge til aktionærerne og betales skat, inden de sendes tilbage til boligejeren. Det er jo et omsonst system, siger Jens Vesterbæk.
- Når Forenet Kredit sender sit overskud tilbage i Nykredit A/S, understøtter det aktionærerne, fordi rabatterne gør Nykredit mere konkurrencedygtige. Så i sidste ende er Kundekronerne til gunst for aktionærerne og ikke så mange andre, siger Jens Vesterbæk.
Aktionærer og selskabsskat
Han betegner selv Kundekrone-modellen og den planlagte børsnotering som 'master of disaster' for boligejere, der har lån i Totalkredit.
Vesterbæk frygter, at kampen mod børsnoteringen er tabt.
- Oprøret kom for sent. De har holdt flertallet uden for indflydelse. Jeg er oprigtigt ked af, at Nykredits 150 år som forening snart er slut, siger han.
DR Nyheder har talt med en række medlemmer af repræsentantskabet.
Den generelle tilbagemelding er, at der fortsat er opbakning til en børsnotering af Nykredit A/S, selv om koncernen efter et par succesfulde regnskabsår har fået polstret egenkapitalen nok til, at det oprindelige argument om hurtigt at skaffe kapital på børsen er blevet indhentet af virkeligheden.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forenet Kredits formand, Nina Smith, eller direktør, Louise Mogensen, til denne artikel.
Foreningen oplyser, at Kundekronerne ikke skal blandes sammen med sidste års bidragsstigninger. Kundekronerne er udelukkende et fordelsprogram, der sender overskuddet fra Nykredit tilbage til kunderne, som ejer Forenet Kredit, lyder det.
Kundekroner er mest gangbart
Professor ved CBS Michael Møller kalder Nykredits Kundekroner for 'en dårlig model'.
- Jeg tror ikke, at Kundekronerne kommer til at gavne boligejerne, og det kan meget let føre til en højere pris for låntagerne, siger han.
Men Kundekroner er muligvis den eneste gangbare vej, når Nykredit nu skal børsnoteres, vurderer han.
- Der er måske ikke så mange andre muligheder. Alternativt kunne man oprette en fond, som udbetaler penge til kunst eller velgørende formål. Men nu vælger man at sende pengene tilbage i Nykredit A/S, så kunderne får del i overskuddet den vej, siger han.
Dårlig konkurrence
I sidste måned offentliggjorde Konkurrencerådet en harsk kritik af den manglende konkurrence på realkreditmarkedet.
Ikke mindst Kundekrone-programmet får en bredside, fordi det svækker gennemsigtigheden og dermed konkurrencen, forklarer Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet.
- Kundekroner gør det sværere for forbrugerne at gennemskue priserne på markedet, og det svækker konkurrencen på realkreditmarkedet, siger Christian Schultz, der også leder Økonomisk Institut på Københavns Universitet.
Et andet kritikpunkt er, at boligejerne kun kvartalsvist får udbetalt kundekroner, hvilket svækker mobiliteten på markedet for boliglån.
- Det giver en indlåsende effekt, som også er hæmmende for konkurrencen, siger Christian Schultz.
At Kundekronerne overhovedet er blevet indført understreger den dårlige konkurrence på realkreditmarkedet, mener Lars Krull.
- Kundekroner er så mudret, at det ikke ville kunne lade sig gøre at indføre, hvis konkurrencen på realkreditmarkedet var sund, siger han.
Kundekroner for 600 millioner
Frem mod 2019 har boligejerne udsigt til årligt at modtage 0,1 procent af bidragssatsen i rabat. Det svarer til årligt 600 millioner kroner i rabatter til boligejerne. De første kundekroner sendes ud som rabatter fra næste uge.
Overskuddet i Nykredits datterselskab, Totalkredit, var sidste år 2,6 milliarder kroner. Omkring en fjerdedel af koncernens overskud kommer fra Totalkredit.
Sidste års bidragsforhøjelser føjer årligt 300 millioner kroner til Nykredits bundlinje.
Det er uvist, hvad der skal ske med Kunderkronerne efter 2019.