Eksperter: Bankerne opruster mod hvidvask - men myndighederne følger ikke med

Banker efterlyser tættere samarbejde med myndighederne om økonomisk kriminalitet.

Myndighederne har ikke nok ressourcer til at efterforske bankernes underretninger om hvidvask, mener flere eksperter. Arkivfoto (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, © Scanpix)

De danske banker har sat massivt ind på at jage skattesnydere og sociale svindlere.

Det er konsekvensen af de senere års hvidvaskafsløringer, som fik Folketinget til at indføre nogle af verdens strengeste hvidvaskregler.

Men bankernes hvidvaskovervågning bliver ikke fulgt til dørs af myndighederne, der ikke har nok kapacitet til at efterforske alle bankernes alarmer, lyder det fra flere eksperter.

Det skriver Berlingske.

- Som det ser ud nu, så løser bankerne deres opgave, men vi mangler simpelthen, at hele myndighedssiden følger godt nok med, siger Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, til DR Nyheder.

Ifølge Berlingske, der har tal fra bankernes organisation, Finans Danmark, er udgifterne til hvidvaskbekæmpelse steget markant. Alene i år er lønudgifterne til opgaver, der relaterer sig til anti-hvidvask, steget med en milliard sammenlignet med året før.

Tænketank: Mange af opgaverne er politiets ansvar

Bankernes oprustning har dog ikke fået myndighederne - herunder Bagmandspolititiet - til at geare op i tilstrækkeligt grad, så de kan tage imod det stigende antal underretninger fra bankerne, mener Lars Krull.

- Og det er rigtig ærgerligt, fordi rigtig mange af underretningerne er sendt, fordi der er nogle, som mener, at et forhold skal undersøges nærmere, og så skal det også undersøges, siger seniorrådgiveren.

Hos den borgerlige tænketank Cepos efterlyser man, at myndighederne tager et større ansvar, når hvidvask skal bekæmpes.

- Man kan argumentere for, at mange af hvidvaskopgaverne i virkeligheden er politiopgaver, man beslutter at lade bankerne løfte og betale. Er det rimeligt, spørger Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i tænketanken, til Berlingske.

Organisation vil have tættere samarbejde

Hos bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, ønsker man ikke at pege fingre af myndighederne.

Til gengæld håber man på et tættere samarbejde mellem bankerne og myndighederne.

- Det, vi forfærdeligt godt kunne tænke os, var et forum, hvor vi sammen med myndighederne kan udveksle oplysninger, og hvor vi kan blive bedre til at fange de kriminelle, som misbruger bankernes systemer, siger juridisk direktør Kjeld Gosvig-Jensen.

Som det ser ud i dag, kan bankerne ikke udveksle oplysninger mellem hinanden, og det er problematisk, hvis man hurtigt og bedre skal bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.

- Det vil sige, at en kriminel kan gå fra en bank til den næste bank, uden at den nye bank får noget at vide fra den tidligere bank. Det er et problem, for på den måde vil de kriminelle hele tiden være et hestehoved foran os, siger den juridiske direktør.

Dansk politi skal være bedre til det svære

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) ønsker ikke at stille op til et interview med DR Nyheder om kritikken af myndighedernes ageren i hvidvasksager.

Han har dog sendt et skriftligt svar via sin presseafdeling.

- Det er klart, at det ikke er uden omkostninger at indføre en så grundig kontrol, som det er nødvendigt for at forhindre hvidvask og terrorfinansiering. Men set i lyset af de sager, vi har set fremme, må jeg blot konstatere, at det er nødvendigt. Også for at genoprette danskernes tillid til branchen, lyder det blandt andet i svaret.

Også Justitsminister Nick Hækkerup (S) har sendt et skriftligt svar til DR Nyheder.

Han vil ikke udelukke, at der bliver behov for nye ressourcer, men mener, at der er behov for grundlæggende forandringer af politiet.

- Politiet skal tættere på borgerne og blive bedre til det nære. Men der er også et klart behov for, at dansk politi bliver bedre til det svære.

- Med det mener jeg, at vi blandt andet skal have et meget stærkere værn mod den økonomiske kriminalitet, og herunder styrke vidensdelingen på tværs af myndighederne, lyder det fra Nick Hækkerup.