Ekspert: Politikere skal ikke regne med erstatning for skattefejl

Flere partier kræver et retsligt efterspil oven på Skats it-skandale. Men en erstatning kan de formentlig se langt efter, siger ekspert.

Det Fælles Inddrivelsessystem (EFI) har været ramt af så massive problemer, at en rapport nu anbefaler, det bliver skrottet. (Foto: ERIK REFNER/Scanpix 2015) (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

De to stormomsuste it-giganter CSC og KMD kom i dag ud i et endnu større stormvejr.

Begge leverer opkrævnings- og betalingssystemer til Skat, men systemerne er så fejlbehæftede, at de bør kasseres, fremgår det af en hemmelig ekspertanalyse, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

Derfor kan der nu være et sagsanlæg på vej mod it-giganterne med staten som sagsøger. Men en kontant erstatning for problemerne med systemet er utænkelig, vurderer Kim Normann Andersen, professor ved CBS og ekspert i offentlige it-projekter.

Ringe chance for bod

Han skelner imellem, om man vil kræve erstatning for at projektet er blevet dyrere – eller de afledte effekter – nemlig at kommunerne har mere end svært ved at inddrive gæld fra borgerne, og dermed mangler penge i kassen. Men uanset kravet ser det svært ud, for staten kan meget vel selv bære en stor del af ansvaret for, at systemet ikke fungerer efter hensigten, vurderer han.

- Jeg ville ikke sætte oddsene ret højt. På en god dag ville de (staten, red.) kunne få 20 procent. Der er så mange, der har været involveret i det her, og det er et langt forløb. I alle de it-skandaler, jeg har set på, er det i hvert fald ikke staten selv, der har lavet færrest fejl i projektstyringen, siger Kim Normann Andersen.

Politikere kræver retssag

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, krævede tidligere i dag, at sagen bliver fulgt til dørs i retten.

- Udover at levere et alternativ hurtigt, forventer vi, at regeringen sørger for, at der kommer et retsligt efterspil i forhold til de leverandører, som vi har betalt i dyre domme for et system, der tilsyneladende ikke kommer til at fungere, sagde han tidligere i dag.

Siden har både Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Konservative erklæret sig enige i, at resultaterne fra den tekniske analyse af Skats inddrivelsessystem er så alvorlige, at det skal have konsekvenser.

Bevisbyrden ligger hos staten

Men udsigten til at få erstatning fra leverandørerne for det kriseramte system ser ud til at være noget tåget. For at kunne kræve erstatning, skal det nemlig bevises, at leverandørerne har misligholdt deres kontrakter, vurderer Kim Normann Andersen.

- Staten skal bevise, at CSC har lavet fejl. Folk kommer til at forregne sig, hvis de tror, de får det beløb igen, siger Kim Normann Andersen.

Det er enkelte gange tidligere set, at staten har fået nogle af pengene retur i forbindelse med, at et it-system er blevet skrottet. Det skete blandt andet i 2012, da politiets nye sagsbehandlingssystem, POLSAG, blev lagt i graven. Systemet var leveret af CSC, og havde kostet en halv milliard kroner.

Efterfølgende indgik parterne et forlig, hvor CSC tilbagebetalte 40 millioner kroner, hvilket ifølge daværende justitsminister Morten Bødskov (S) var ’tilfredsstillende’.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra både Accenture, som står bag rapporten, KMD og CSC. Men ingen har ønsket at udtale sig til DR Nyheder. De henviser til Skatteministeriet.