Ekspert: Kommuners skattegæld er ’peanuts’ i det store billede

​Kommuner frygter store økonomiske tab, efter at Skat har suspenderet det skandaleramte it-system EFI. Men gælden på 3,2 milliarder er ingenting.

Skatteadvokat Torben Bagge fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen mener ikke, at gælden på 3,2 milliarder kroner til kommunerne batter ret meget i det store billede. (© DR)

Rodet i Skat og danskernes store gæld til den offentlige statskasse vil ikke blive løst ved blot at give opkrævningen af kommunernes ubetalte regninger tilbage til kommunerne.

Borgernes gæld til kommunerne på 3,2 milliarder udgør nemlig kun syv procent af danskernes samlede gæld til Skat.

Sådan lyder det fra Torben Bagge, som er skatteadvokat og ekstern lektor i skatteret på Aarhus Universitet.

- Det batter ikke meget i det store billede, da de kommunale restancer kun udgør cirka tre milliarder ud af den samlede offentlige gæld på cirka 70 milliarder, siger han.

Et udslag af frustration over rod

De seneste dage har flere borgmestre ellers krævet, at ansvaret for inddrivelsen af den kommunale gæld bliver givet tilbage til kommunerne, efter at Skat har suspenderet det skandaleramte it-system EFI, som før inddrev gælden.

Men kommunernes gæld udgør så lille en del af det store rod, at det også er nødvendigt at vende blikket andre steder hen, siger Torben Bagge. Han forstår dog godt, at kommunerne reagerer.

- Det skal jo ses lidt i et udslag af frustration over, at det roder hos Skat. Tre milliarder er da også en slat penge at få i de kommunale kasser, siger han.

Langt den største del af danskernes gæld til Skat er dog skatter og afgifter. De udgør knap 46 milliarder kroner af de mere end 70 milliarder kroner, som statskassen har til gode.

Maksimum 35 milliarder er inddrivelige

Spørger man Skats inddrivelsesdirektør, Jens Sørensen, er der dog kun udsigt til, at maksimum halvdelen af de 70 milliarder kroner kommer hjem.

- Cirka halvdelen, ved vi, har evnen til at betale deres gæld, og den forsøger vi at inddrive. De øvrige (35 milliarder kroner, red.) er sat i bero, siger han.

Hertil kommer det problem, at en stor del af gælden kan have passeret forældelsesdatoen. Det har Skat endnu ikke noget overblik over, lyder det.

- Lige nu er vi ved at undersøge cirka 35 millioner fordringer(gældssager, red.), her kan der være nogle, der bevæger sig i en kategori, hvor vi ikke kan inddrive dem. Og så må de afskrives, siger Jens Sørensen.

Præcis hvor mange millioner Skat – og dermed statskassen – risikerer at gå glip af, skal en igangværende dataanalyse vise.