Ejvind mistede 100.000 i OW Bunker-krak: De ansvarlige skal punge ud

OW Bunkers ledelse og ejere kendte til de risikable spekulationer, der kostede virksomheden livet, viser ny rapport.

Ejvind Steen Sørensen mistede tæt ved 100.000 kroner, da OW Bunker krakkede sidste år. (Foto: © DR Nyheder)

Folkene bag OW Bunker har bare at punge ud, efter det er kommet frem, at de har vildledt aktionærer og investorer for milliarder af kroner.

Det mener Ejvind Steen Sørensen, som selv mistede tæt ved 100.000 kroner, da OW Bunker krakkede sidste år.

- Havde det så bare været nogle uduelige mennesker, der ikke kunne få det til at køre rundt, ville det have været noget andet. Ingen er jo forpligtet ud over deres evner, siger han.

- Men det her er jo svindel, og derfor skal de også stilles til ansvar og af med nogle skillinger.

En dugfrisk kuratorrapport har netop vist, at ledelsen og ejerne kendte til de risikable oliespekulationer, der sidste år kostede den aalborgensiske skibsbrændstofvirksomhed livet.

De undlod bare at informere investorerne om det.

- Det her er katastrofalt for mig og de andre aktionærer. Men det er også træls, hvis vi ser lidt længere frem i tiden. For kan vi stole på det, næste gang en virksomhed udsender et prospekt? Man mister jo tilliden til finansverdenen, siger Ejvind Steen Sørensen.

Han mener, at de ansvarlige skal stilles til ansvar. Men om han selv får nogle af sine 100.000 kroner tilbage, ved han endnu ikke.

- Det kan også være, at der er penge i overskud til aktionærerne. Men så er jeg bange for, at revisorerne og sagførerne tager det.