Danmark skal have en ny og moderniseret taxilovgivning.
Det ønske har en række brancheorganisationer rejst overfor transportminister Hans Christian Schmidt (V), der nu vil drøfte muligheden for en ændring af taxaloven med Folketingets transportordførere.
- Jeg vil nu tage en snak med ordførerne, og så skal vi overveje, hvordan der kan sættes en hensigtsmæssig proces i gang i forhold til at ændre reguleringen, skriver transportministeren via sin presseafdeling til DR Nyheder.
Minister vil ikke uddybe konkrete ønsker
Meldingen kommer efter kraftige opfordringer fra taxibranchen og Uber, som begge ønsker en mere moderne taxalovgivning i kølvandet på Ubers kontroversielle fremmarch i hovedstaden.
- Jeg er altid glad for at få input fra organisationer, der sidder med den direkte kontakt til dem, der har erfaringen med at udøve erhvervet. De ved, hvordan det er at drive en forretning, hvilke barrierer de støder på, og hvordan de synes, det fungerer i forhold til kunderne, skriver ministeren i sit svar.
Transportministeren har ikke ønsket at uddybe, hvad han konkret ønsker at ændre i den nuværende lovgivning, ligesom DR Nyheder heller ikke har kunnet få ministerens svar på, om han vil indføre lovgivning, der svækker eller styrker Ubers position i Danmark.
- Uber kan jeg ikke udtale mig om, da virksomheden er meldt til politiet, skriver ministeren via sin presseafdeling.
Uber: Vores chauffører har brug for sikkerhed
De seneste måneder har flere aktører forsøgt at påvirke politikerne med en målrettet lobbyindsats. Bl.a. har Ubers danske direktør været i dialog med flere politikere.
- Der er rigtigt mange partnere (Uber-chauffører, red.), der kører rundt i København for os, og de har brug for sikkerhed, og derfor vil vi gerne deltage i debatten om en reform, siger Mathias Thomsen, direktør for Uber i Danmark, og fortsætter:
- De seneste par måneder har jeg også haft en konstruktiv dialog med myndigheder og politikere om, hvordan vi kan modernisere grundlaget for denne slags services.
Et fælles brev til ministeren: Loven er forældet
Også Dansk Taxi Råd, Dansk Industri, Danske Busvognmænd og Dansk Erhverv forsøger at påvirke politikerne.
De har i et fælles brev sendt til transportministeren den 19. november gjort det klart, at den danske taxalov er forældet og ikke afspejler problemerne i branchen længere efter bl.a. Ubers indtog for godt et år siden.
- Uber kan ikke længere opføre sig som et lille uterligt barn. Ét år i trodsalderen må være nok. Uber må tage ansvar for sin virksomhed, og nu hjælper vi dem med dette forslag til en ny taxilov, hvor nye virksomheder får mulighed for at etablere sig på markedet, og hvor der er fokus på såvel forbrugerbeskyttelse som skatteindbetaling, der kommer fællesskabet til gode, udtaler Trine Wollenberg, direktør i Dansk Taxi Råd, på brancheforeningens hjemmeside.
Hun er en af aktørerne i den traditionelle del af branchen, som ønsker en kontrolleret deregulering med fri etableringsret og fleksible maksimaltakster for hyrevognsselskaber. Kvalifikationskravene til chaufførerne skal fastholdes, mener hun, mens de forskellige tilladelsestyper erstattes af en enkelt universaltilladelse, som organiseres i kørselskontorer, som også skal kunne drives i selskabsform.
DR Nyheder arbejder på at få en uddybende kommentar fra transportminister Hans Christian Schmidt.
Præcisering: De to første afsnit og underrubrik er præciseret, således at det fremgår, at ministeren vil kigge på en mulig regulering af taxaloven på baggrund af henvendelser fra en række brancheorganisationer.