Ved et hammerslag er den økonomiske situation for den hovedmistænkte i en stor sag om skatte- og momskriminalitet for 290 millioner kroner og hvidvask for over en halv milliard kroner blevet markant forværret.
Sø- og Handelsretten har nemlig valgt at ophæve en enorm gældssanering på 114,5 millioner kroner, som den svindeltiltalte, NA, modtog i januar 2016, samtidig med han ifølge politiet var i fuld gang med at svindle den danske statskasse i den store skattesag, som har fået tilnavnet 'Greed'.
Vælger Østre Landsret at følge skifterettens afgørelse, kan Nykredit og andre kreditorer straks skrue kravet til den 45-årige svindeltiltalte op med omkring 115 millioner kroner.
- Der er altså tale om en person, som skylder store summer ikke kun til os, men også til statskassen, og han skal ikke have lov til at gå fra den gæld, før han har lagt alt frem, og før alt er undersøgt til bunds. Derfor er vi glade for den her afgørelse, siger Jens Drevsfeldt Theil, der er chef for samfundsansvar i Nykredit.
Nykredit måtte i januar 2016 afskrive 110 millioner kroner, da den svindeltiltalte fik slettet sin gæld i skifteretten. De øvrige kreditorer er blandt andre skattevæsenet.
Blev set på kasino
Det var DR Nyheder, som i 2017 bragte afsløringen af, at den 47-årige svindeltiltalte havde forsøgt at få sin gæld slettet ved Sø- og Handelsretten, samtidig med at han ifølge politiet stod i spidsen for en 'fakturacentral', der hjalp sjællandske selskaber med at vaske skat og moms ud af deres regnskaber.
Af sagens dokumenter fremgik det, at den svindeltiltalte mødte frem til retten i en Bentley og i retslokalet bar dyre smykker og tasker.
Nykredits advokat gjorde også indsigelser over for retten, fordi han havde observeret NA på Casino Copenhagen, hvor han ifølge advokaten fremstod til at være en del mere velpolstret, end hvad han havde oplyst i sin anmodning om at få slettet sin gæld.
Til retten havde NA nemlig fortalt, at han ikke ejede noget og nu var lønarbejder i sin brors ejendomsselskab, Anwar Properties.
- Vi protesterede mod den første gældssanering, men måtte også indrømme, at vi manglede de helt konkrete oplysninger. Nogle af de oplysninger er nu blandt andet kommet frem via den medieomtale, der har været og relaterede sager, siger Boris Frederiksen, der er partner hos Kammeradvokaten, som repræsenterer Nykredit i sagen mod NA.
Penge på Seychellerne
Sø- og Handelsretten vælger blandt andet at ophæve gældssaneringen, da den svindeltiltalte angiveligt skulle have gemt penge i en fond i østaten Seychellerne, der betegnes som et skattely, mens han søgte om gældssanering.
Det afvises dog af NA's forsvarsadvokat, Jakob Arrevad, som også protesterer over, at hans klient nu på 18. måned sidder varetægtsfængslet i Helsingør Arrest, hvor der er besøgs- og brevkontrol, hvilket har gjort det svært at forsvare NA i den nye sag om gældssanering:
- Det lægges min klient til last, at han, der er afskåret fra alle dokumenter og al kommunikation, ikke kan bevise, at der ikke er aktiver i en fond, og at den var opløst før gældssaneringen, skriver Jakob Arrevad i en email og fortsætter:
- NA har ikke nogen post i den her fond, og på trods stilles der krav om, at min klient skal dokumentere siddende i fængsel, oplyser Jakob Arrevad, der henviser til, at fonden på Seychellerne var opløst, da NA fik saneret sin gæld i januar 2016.
Jakob Arrevad har kæret Sø- og Handelsrettens afgørelse til Østre Landsret.
Beslæggelser for 26,6 millioner hos tiltalt
I forbindelse med en omfattende politiaktion med ransagninger på 39 adresser beslaglagde politiet i 2017 værdier for op mod 100 millioner kroner i 'Greed'-sagen.
Politiet har blandt andet lagt hånd på luksusbiler, guldbarrer, værdifulde smykker og 12,5 millioner kroner i kontanter og på konti i Danmark og i udlandet.
Der er desuden beslaglagt et større antal ejendomme på Sjælland til en værdi på over 60 millioner kroner, hvoraf langt størstedelen er ejet af Anwar Properties, som en anden tiltalt i sagen, SA, er direktør for.
DR Nyheder har fået aktindsigt i en oversigt over politiets beslaglæggelser. Her fremgår det, at sagens hovedmistænkte, NA, tegner sig for beslaglagte aktiver for 26,6 millioner kroner.
Kan gå konkurs igen
Blandt andet designermøbler og lamper foruden store beløb i udenlandsk valuta knyttes til sagens hovedperson, NA.
Taber den svindeltiltalte kæremålet i landsretten, vil han formentlig blive begæret personligt konkurs. Dermed vil Nykredit og andre kreditorer melde sig i køen af kreditorer, der vil forsøge at kradse penge ud af Greed-sagen.
En personlig konkurs mod NA vil også bringe nye oplysninger frem i lyset, da en ny kuratorredegørelse vil give offentligheden nye detaljer om 'Greed'-komplekset.
- Sådan en sag her hører til sjældenhederne hos os. Så det er en vigtig sag for os; også fordi han ikke skal have lov til at gå fra sådan en gæld, før han har lagt alt frem, og før alt er undersøgt til bunds. Det, synes vi, er ret og rimeligt, og derfor er vi glade for, at vi nu får lejlighed til at få det undersøgt til bunds, siger Jens Theil.
Operation Greed betegnes som én af danmarkshistoriens mest omfattende straffesager og ventes først at være afsluttet i løbet af 2020.
Navneforbuddet i sagen er ophævet, men DR Nyheder nævner dog ikke NA's navn, da der ikke er faldet dom i sagen.