Efter dieselgate: Volkswagen vokser i Danmark

Den største skandale i bilhistorien ser ud til at have nået sin ende. Volkswagen betaler ved kasse ét - og bilerne? De er mere populære end nogensinde før.

Volkswagen er kommet ud på den anden side af en hård krise. Skiltet her er fra Volkswagens nyåbnede fabrik i Wrzesnia, Polen. (Foto: © Kacper Pempel, Scanpix)

I dag bliver der indgået et enormt forlig ved en lille domstol i den amerikanske by Detroit, når tyske Volkswagen accepterer at overføre 30 milliarder kroner til de amerikanske myndigheder ovenpå den såkaldte dieselgate, der fangede Volkswagen i at snyde på udstødningsvægten.

Snart er det halvandet år siden, at dieselgate først rullede, da det viste sig, at Volkswagen havde installeret ulovligt software i en halv million amerikanske biler.

Kort efter nåede bølgen Europas kyster, hvor samme software var installeret i europæiske dieselbiler.

Og dem var der mange af:

- Det er den største skandale, der nogensinde har været i bilindustrien. Der er mange dieselbiler i Europa. Det samlede antal biler, der var snydt med, nåede op over otte millioner. Det rejste også et hav af juridiske sager fra myndigheder og forbrugere, siger Torben Arent, der er nyhedsredaktør på FDM's magasin Motor.

- Det var og er en helt ufattelig historie. Der var bevidst fiflet med tallene, og det var sket alle vegne med så utroligt mange biler. Det var penge på bekostning af miljø. Og det var en stor, tysk virksomhed, der stod bag fupnummeret. Det havde vi jo ikke regnet med, siger Torben Arent.

Den omfattende svindel sendte straks Volkswagen ud i et uvejr af stormstyrke. Der blev rejst erstatningssager til højre og venstre, og investorerne flygtede fra det tyske aktieselskab, der på få uger blev halveret i værdi.

- Et mærke, der kunne tåle det

Men i dag, halvandet år senere, er det som om, det hele er glemt, siger Torben Arent:

- Volkswagen fik stryg på imaget, men har rettet sig forbløffende hurtigt op igen. Grundlæggende har Volkswagen stor troværdighed. I USA og Tyskland er selskabet gået en lille smule tilbage. Men i 2015 og 2016 blev Volkswagen verdens største bilproducent.

Ifølge de seneste tal steg salget af Volkswagen-biler i Danmark med over 10 procent i 2016.

Dermed holdt Volkswagen fast i positionen som det mest populære bilmærke i Danmark.

- I Danmark går Volkswagen frem. De tog et stort dyk i danske imagemålinger, men der gik ikke mere end et halvt års tid, før den var genvundet, siger Torben Arent.

Med bøjet hoved

Volkswagen er gået undskyldende ind til de mange negative historier og har ryddet ud i toppen af hierarkiet. Og den strategi har helt sikkert hjulpet, vurderer Arent:

- Volkswagen har været hjulpet på vej med, at de har bøjet hovedet så meget, som de kunne, og så kan folk lide deres produkter. Volkswagen er et mærke, der kan tåle det.

Til gengæld har dieselmotoren fået bestandige ridser i lakken. Diesel har tidligere været udråbt som et miljørigtigt alternativ til benzin.

Men dét image er blevet sværtet til af de mange dårlige historier:

- Dieselmotorernes image er dømt ude. De er miljøfjendske og har skadelige partikler og noxer. Dieselmotorens image fik et knæk, og der blev sat fokus på de her målemetoder i laboratorierne. Det er ikke sikkert, der har været tale om snyd, men så er der blevet optimeret lige lovligt meget i laboratorierne.

- Men det er også på tide, at skismaet mellem laboratorierne og virkeligheden bliver mindre, siger Torben Arent.