Nicolas Kjærstrup Hansen skylder en halv million kroner væk takket være de hurtige kviklån. Men fra 1. maj er det slut, når der bliver strammet op på reglerne, og det bifalder han.
Selv om 20 årige Nicolas Kjærstrup Hansen er dybt forgældet, så har han kunnet få det ene kviklån efter det andet.
- Jeg har mellem 20 og 30 lån ialt og det løber op omkring en halv million, fortæller Nicolas Kjærstrup Hansen.
Selv om han skyldte så mange penge væk, så fik han til sin egen forundring et kortfristet lån på sit glatte ansigt.
- Det er dybt godnat og fuldstændigt sort, at man kan få lov til at tage et lån med så meget gæld i bagagen og stå med et hus, der er ved at ryge på tvang, siger Nicolas Kjærstrup Hansen.
Mistede sit arbejde
Gældsspiralen begyndte, da han blev ramt af piskesmæld og mistede sit arbejde. Han erkender, at dagligdagen ikke hænger sammen hverken økonomisk eller mentalt.
Men han synes ikke, at han selv skal påtage sig det fulde ansvar for at være havnet i den håbløse gæld.
Så han bifalder tiltaget om, at långiverne skal til at kreditvurdere den enkelte fra den 1. maj.
- Det er min egen skyld, at lånene er optaget og pengene er brugt. Jeg fortryder det, og jeg er meget ked af, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre gennem så lang tid. Jeg mener dog stadig, at det er deres ansvar at sige stop i god tid og kredittjekke bedre, siger Nicolas Kjærstrup Hansen.
For fremtiden skal låntageren dokumentere sin betalingsevne, før han kan modtage et lån.
- Oplysninger, der er relevante at indhente, er for eksempel kunders lønsedler og oplysninger om indtægt. Det kan også være kundernes samlede forbrug fra kontooplysninger, eller kunders gældsforpligtelser, siger Christina Toftegaard Nielsen, der er forbrugerombudsmand.