Nykredit-kunder er i oprør over, at de er blevet flyttet fra Nykredit til Totalkredit uden de efter eget udsagn har fået noget at vide.
Forskellen på at være realkreditkunde hos Nykredit og Totalkredit er, at gebyret, den såkaldte bidragssats, er flydende hos Totalkredit, mens den er låst hos Nykredit.
Og bidragssatsen hos Totalkredit er de seneste år skudt i vejret.
- Vi overvejer, om der er grundlag for at bruge den kompetence, vi har. Det er en kompetence til at anlægge retssag mod - i denne sag - Nykredit og Totalkredit, siger Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen.
Forbrugerombudsmanden har den seneste uge fået cirka 130 klager. Og med den stigende medieinteresse og opmærksomhed på Facebook ser strømmen at klager ikke ud til at stoppe.
- Vi går ind i sagerne på den måde, at vi foretager en indledende juridisk vurdering af, om realkreditinstitutterne i den her situation har overholdt aftalerne eller overtrådt lovgivningen, og det er det, vi foretager os i øjeblikket. Altså om der er juridisk belæg for, at vi forfølger sagerne, siger Christina Toftegaard Nielsen.
- Sagerne har stor betydning for rigtigt mange boligejere. Det viser omtalen i pressen. Men også det antal af klager, vi har fået, siger hun.
Sagen kort:
- •
Fra juli måned stiger bidragssatserne for Totalkredit-kunder med 15-45 procent.
- •
Nykredit, som ejer Totalkredit, begrunder stigningen med øgede kapitalkrav primært fra EU.
- •
Nykredit må ikke selv hæve bidragssatserne, men har flyttet et stort antal kunder over i datterselskabet Totalkredit, hvor bidragssatsen stiger kraftigt.