Parken Sport & Entertainment A/S har på baggrund af sagen om kursmanipulation mod selskabets tidligere ledelse modtaget et erstatningskrav på 83 millioner kroner.
Kravet er fremsat af Clipper Group, der i 2008 købte en større portion aktier i Parken A/S.
Efter at have gennemgået Københavns Byrets dom fra 8. september i år, mener Clipper Group, at man har betalt for meget for aktierne.
Derfor har selskabet krævet erstatning i en størrelsesorden, som svarer til forskellen mellem købs- og salgsprisen på aktieposten.
Parken mener, at kravet er uberettiget og skriver i en fondsbørsmeddelelse, at man agter at gøre et tilsvarende krav gældende over for den tidligere ledelse, hvis Clipper Group får medhold. Clipper Group har fremsat et lignende krav over for den tidligere ledelse.
Den tidligere ledelse bestod af bestyrelsesformand Flemming Østergård og direktør Jørgen Glistrup.
Begge blev af Københavns Byret kendt skyldige i kursmanipulation og idømt henholdsvis fire og seks måneders fængsel.
Både Østergaard og Glistrup har anket dommen, og det samme har Bagmandspolitiet.
Clipper Groups administrerende direktør Henrik Lund Dal og den daværende partner i selskabet Tommy Thomsen vidnede selv i retssagen tilbage i marts.
/ritzau/