Direktør for House of Candy: Intet er ulovligt

Slikdirektør David Yüksel afviser al kritik om fusk med slik i hans firmaer: ’ Der er intet ulovligt og ingen manglende indberetninger’, skriver Yüksel i mail til DR.

Dokumentaren 'Sådan Svindles Danmark' på DR1 sætter fokus på forretningsmanden David Yüksel. (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Slikdirektør David Yüksel afviser al kritik af, at der skulle være problemer med hans handel med slik.

David Yüksel driver en millionkoncern med spillevirksomheder og ejendomme, og han handler med slik i flere forskellige selskaber under navnet House of Candy. Samme firmanavn går igen i firmaer både i Danmark, Sverige og Tyskland.

DR’s dokumentar ”Sådan svindles Danmark”, som sendes i aften, afdækker en række forhold, der knytter sig til David Yüksels forretninger. Blandt andet at han benytter sig af stråmænd, at hans firma ikke har tilladelse til at handle med slik, og at hans firma har pakket gammelt slik om. Samtidig har der været problemer med moms og afgifter i flere af de firmaer, han har ejet.

Han har ikke ønsket at stille op til et interview, men har besvaret en række spørgsmål via mail.

Afviser ulovligheder

David Yüksel bekræfter, at han via et holdingselskab har været ejer og administrerende direktør for House of Candy ApS.

- Selskabet har ganske rigtigt beskæftiget sig med handel – altså køb og salg af slik og chokolade. Der er intet ulovligt og ingen manglende indberetninger i min periode som direktør, skriver David Yüksel.

- Min ledelse som administrerende direktør har været drevet på god og ordentlig vis med god forretningsskik.

David Yüksel fremhæver, at hans selskabskonstruktion er udfærdiget af en professionel advokat, at alle hans selskaber havde revisor tilknyttet, og at alle årsrapporter er indberettet rettidigt til Erhvervsstyrelsen og skattemyndigheden.

- Endvidere er det tankevækkende, at alle årsrapporter og indberetninger af moms og afgifter IKKE på noget tidspunkt har givet anledning til bemærkninger. Bemærkninger kommer årtier efter afvikling af selskaberne, hvilket alene skyldes fagforeningen 3F, som har skabt alle disse usmagelige historier i medierne, skriver David Yüksel.

'Løgn og latin'

David Yüksel afviser at have ansvar for, at der ikke er blevet betalt moms- og chokoladeafgift i selskaber, han har ejet og været direktør for.

David Yüksel ønsker ikke at besvare spørgsmål om, hvorfor der er ført større millionbeløb ud af hans selskaber umiddelbart inden de er gået konkurs. En række andre spørgsmål om transaktioner i selskaber tilknyttet hans virksomhed afviser han som ”rygter, formodninger, løgn og latin”.

Til spørgsmålet om, hvorfor den hjemløse Sorin Letica blev indsat som direktør i firmaet Letica Rengøring – der trods navnet handlede med slik under et andet navn, nemlig House of Candy – svarer David Yüksel, at han havde solgt firmaet sammen med andre datterselskaber.

- Salget af selskaberne i år 2012 og 2013 er sket fordi jeg ser det mere fortjenstligt at bruge mine kræfter og koncentrere mig om mit Royality selskab i fremtiden, skriver David Yüksel.

Overdrog millioner til konen

Af DR-dokumentaren fremgår det også, at David Yüksel har oprettet en ægtepagt med særeje i tilfælde af skilsmisse og kort derefter foræret sin kone ejendomme for millioner af kroner.

Spørgsmålet om, hvorfor David Yüksel har overdraget ejerskabet af ejendomme og firmaer til sin hustru ønsker han ikke at besvare:

- Der findes to typer af spørgsmål, som jeg ikke ønsker at besvare, det ene er hypotetiske spørgsmål, det andet er spørgsmål, der vedrører mit privatliv og min familie. Her håber jeg, at du har lidt forståelse af mit privatliv.

David Yüksel ønsker heller ikke at besvare spørgsmål om muligt identitetstyveri af rumænske ansatte, der er blevet indsat som direktører i selskaber.