- Konsekvensen er jo basalt set sygdom og død for mange mennesker. Omkring en halv million europæere dør for tidligt på grund af luftforurening.
Sådan siger Jeppe Juul, der er energi- og transportmedarbejder i Det økologiske råd, om Volkswagen-skandalen, hvor der blevet fusket med forureningstallene for tusinder af dieselbiler.
I Det økologiske råd har man i mange år forsøgt at råbe offentligheden og politikerne op, for ofte er der ikke overensstemmelse mellem de test, bilproducenterne foretager, og virkeligheden.
VW er kun toppen af isbjerget
- Der er mange lande i Europa, der er meget afhængige af bilindustrien. Det betyder, at det nogle gange er svært at komme igennem med en effektiv regulering - og det er svært at komme igennem med sanktioner, når de overskrider grænserne, og det sker desværre alt for tit, siger Jeppe Juul.
Han påpeger, at det ikke kun er hos Volkswagen, at der er noget galt - det er kun toppen af isbjerget, lyder det.
- Hvis man kigger på testresultaterne, er det alle bilfabrikanterne, som har markante afvigelser. Der er brug for en undersøgelse af en samlet bilproduktion for at se, hvor udbredt den svindel er, siger Jeppe Juul.
På kort sigt vil Det økologiske råd derfor arbejde på, at der nu kommer uafhængige test af bilerne - og der skal foretages en hurtig tilbundsgående undersøgelse af, hvor udbredt svindlen er.