Danske virksomheder holder vejret: Tæller ned til 5. september

Straftold mellem USA og Kina kan få alvorlige konsekvenser, siger Dansk Industri. Vigtig beslutning venter 5. september.

Der er lige nu storkonflikt mellem USA og Kina med milliarder på spil. Det kan betyde mindre indtjening til danske firmaer med handel til de to lande. (© Scanpix)

USA vil ikke længere finde sig i Kinas handelsmetoder og har straffet landet med at indføre ekstra told på kinesiske varer.

Kina svarer igen og gør præcis det samme med amerikanske varer, og situationen ser ikke ud til at blive løst lige foreløbig.

Det bekymrer Dansk Industri (DI), som frygter, at det vil koste danske virksomheder med forbindelse til de to lande mange kroner i tabt indtjening.

Og situationen mellem USA og Kina spidser til, siger Peter Thagesen, der er underdirektør i DI.

- Rigtig mange danske virksomheder producerer deres varer i Kina og derfra leverer til kunder i USA. Mange af de varer vil også blive omfattet af det her, så det har også direkte konsekvenser for dansk erhvervsliv og dermed dansk økonomi.

- Vi holder blikket rettet stift mod 5. september, hvor det amerikanske handelsministerium vil tage stilling til, om man skal pålægge straftold på yderligere varer for 200 milliarder dollars, siger han.

Ingen vinder på en handelskrig

Konsekvenserne af endnu mere straftold mellem de to lande vil få alvorlige konsekvenser for den globale handelsøkonomi, som Peter Thagesen i sin 'vildeste fantasi slet ikke kan forestille sig'.

- Det vil smitte meget negativt af på erhvervslivet i Europa og danske virksomheder, siger han.

Selvom præsident Donald Trump har påstået, at en handelskrig kan vindes, viser al erfaring det modsatte, påpeger underdirektøren.

- Der er ikke nogen vindere. Der er kun tabere både i USA, Kina og Europa. Alle vil tabe på det her, siger han.

Hvad går handelskrigen ud på?

  • For anden gang på kort tid forhøjer USA i dag toldsatserne på kinesiske varer til 25 procent. Indgrebet rammer varer til en værdi af cirka 100 milliarder kroner.

  • En halv time efter den nye amerikanske told trådte i kraft, svarede Kina igen og øgede tolden på en række amerikanske varer til en værdi af præcis samme beløb.

  • USA lagde i første omgang 25 procent told på 818 eksportartikler fra Kina til en samlet værdi af 36 milliarder dollar. Det ramte blandt andet dele til brug i industriproduktion, køretøjer og kemikalier. Den nye straftold rammer samme type varer for i alt 16 milliarder dollars.

  • - Præsident Trump mener, at Kina snyder de lande, som landet handler med, og at Kina lægger hindringer i vejen for amerikanske firmaer, som vil ind på det kinesiske marked, siger DR’s USA-korrespondent Steffen Kretz.

  • - Præsident Trump beskylder også Kina for at manipulere landets valuta for at opnå fordele, som USA og andre lande må betale for. Trump-regeringen kræver derfor indrømmelser på en række områder af Kina. Som pression i de forhandlinger lægger USA straftold på udvalgte kinesiske varer, siger han.

  • Trump-regeringen truer nu med også at lægge told på yderligere import fra Kina med en værdi på 200 milliarder dollar - næsten halvdelen af al import fra Kina til USA. Sker det, vil det uden tvivl kunne mærkes direkte af forbrugerne i USA.