Danske Uber-sager er langt fra de første

Den amerikanske taxa-tjeneste er en af verdens mest værdifulde iværksættervirksomheder. Men ikke engang i hjemlandet USA, går Uber fri af balladesager.

Taxaerne i København protesterer mod Uber - ganske som det er sket i udlandet. (Foto: © Emil Hougaard, Scanpix)

Med en vurdering på over 60 mia. kroner og navne som Google Ventures, Goldman Sachs og Microsoft i ejerkredsen, er det ikke hvem som helst, der i øjeblikket forsøger at slå en bule i det danske taxamarked.

Men mens nogle kalder Ubers forretningsmodel for disruptiv, er den i andres øjne blot smækhamrende ulovlig - og ikke engang i hjemlandet USA kan politikerne blive helt enige.

Uber er grundlagt i 2009 - men det var først omkring 2013 at Uber for alvor begyndte at skabe overskrifter efter flere sager om chauffører i USA, der havde voldtaget eller overfaldet kunderne.

Uheldige udtalelse gav ballade

Modvinden tog dog voldsomt til i styrke da en underdirektør i selskabet til et privat selskab erklærede overfor en journalist, at han mente, at Uber burde spytte et millionbeløb i at ansætte nogle folk, der skulle grave i de kritiske journalisters privatliv.

I Frankrig har chaufførerne protesteret over flere omgange. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Den udtalelse skabte en større mediestorm, der fik yderligere næring, da det kom frem, at selskabet også drev en intern service kaldet God View, hvor de kunne overvåge Uber-brugerne via deres telefoner.

Ballade om Bermuda

Også Ubers selskabsstruktur har flere steder, især i Storbritannien været genstand for stærke protester. En tur med en Uber-bil afregnes via en kreditkorttransaktion fra selskab i Holland, der igen ejes af et selskab i nulskattelandet Bermuda, der formelt ejes af et skuffeselskab i Delaware, USA.

Uber har ekspanderet heftigt i hjemlandet, og også her har der været demonstrationer, hvor chaufførerne har demonstreret mod Ubers takster, der - ifølge chaufførerne - til tider er så lave, at man ikke kan tjene penge på kørslen.

Uber har flere gange sat priserne ned for at kunne konkurrere mod blandt andet tjenesten Lyft.

I sidste uge fik Uber dog lukket en langvarig sag med et 100 mio. dollar dyrt forlig med en stribe chauffører, der havde sagsøgt Uber for at blive anerkendt som ansatte, snarere end underleverandører.

Taxaer protesterer

I Danmark slog tjenesten dørene op i efteråret 2014, og blev med det samme meldt til politiet af Trafikstyrelsen, og taxachaufførerne i København har flere gange markeret deres utilfredshed, senest ved at parkere deres taxaer foran Christiansborg.

I London har de berømte London Cabbies flere gange blokeret vejene i protest mod Uber, men også Uber skatteforhold har været på agendaen. (Foto: © Stefan Wermuth, Scanpix)

Protesterne mod Uber har herhjemme været moderate i forhold til fx optøjerne i Frankrig, hvor demonstranter brændte bildæk af, og sågar angreb en Uber-bil, hvor sangerinden Cortney Love var passager.

Her blev optøjerne så omfattende, at selv præsident Francois Hollande begyndte at blande sig.

- UberPop skal opløses og erklæres ulovlig, og bilerne skal konfiskeres, sagde han dengang under et EU-topmøde.

Sverige fører lignede sager

Den danske sag mod de seks chauffører m og her har foreløbig 21 chauffører fået bøder for ulovlig taxakørsel i sager, der ligner de danske.

Mens kontroverserne har stået på, er selskabet dog vokset og vokset - og vurderes nu til at være over 60 mia. dollars værd - svarende til knap 400 milliarder kroner.

Selskabet er ikke børsnoteret og aflægger ikke offentligt regnskab - og der er ikke umiddelbart tegn på, at Uber vil lade sig børsnotere i nær fremtid, trods sin heftige værdi. Selskabets økonomi er ukendt, men lækkede tal har tidligere vist, at den heftige ekspansion giver store underskud.

Uber er således den mest værdifulde af de såkaldte Unicorns - en samlebetegnelse for nyere, milliarddyre virksomheder, fortrinsvis amerikanske og fortrinsvis inden for tech-branchen.

Den senere tid har de heftige vurderinger af disse Unicorns givet rynkede bryn hos flere iagttagere, der frygter en bobletilstand.