Danske skyggebanker centrum i store svindelsager

Tysk og italiensk politi efterforsker to store sager om momssvindel og hvidvask, der angiveligt er foregået via danske skyggebanker.

Europol mistænker den danske skyggebank Swefin for at have fungeret som en betalingsplatform på nettet, hvor svindlerne kunne overføre og hvidvaske penge. (Foto: © Grafik Mads Rafte Hein, (c) DR)

Et netværk af danske forretningsmænd har hjulpet internationale momssvindlere med at gemme sig for myndighederne.

Det afslører DR1 Dokumentaren ”Sådan Svindles Danmark” i samarbejde med DR’s Undersøgende Databaseredaktion i aften.

Flere af de danske forretningsmænd er anholdt og udleveret til Tyskland. En af personerne er nu dømt for hvidvask. Ifølge tysk politi er der svindlet for over en milliard kroner.

Svindlerne benyttede blandt andet skyggebanken Swefin, der blev drevet som et indregistreret firma i Sverige af danske forretningsmænd.

Hvidvaskere kræver store summer

Swefin fungerede som en betalingsplatform på nettet, hvor svindlerne kunne overføre og hvidvaske penge.

- En skyggebank kan man beskrive som en virksomhed, hvor man er i stand til at foretage transaktioner, opbevare penge, skyde penge ind, for at få fat i dem senere igen, som et led i hvidvask faktisk, siger politikommissær Jens Kauffeld Andreasen fra bagmandspolitiet SØIK.

De danske forretningsmænd bag Swefin deltog ikke direkte i svindlen, men tjente penge på at levere platformen, hvor svindlen fandt sted, forklarer Chris Perryman, der er Europols ledende specialist i momssvindel:

- De krævede betydelige beløb af momssvindlerne for at sætte disse konti op. En konto, vi er bekendt med, kostede 60.000 dollars at registrere. Derefter trækker de for hver transaktion, siger Chris Perryman.

Italienere jagter milliardsvindel

En tilsvarende sag efterforskes i Italien. Også i den italienske sag efterforsker politiet transaktioner via Swefin. I den italienske sag anslår myndighederne, at der er svindlet for over en milliard kroner.

Selv om Swefin var indregistreret som firma, bestod banken reelt af en computerserver, der stod i en tom lejlighed i et beboelseskvarter i Malmö i det sydlige Sverige.

Serveren fungerede som betalingsplatform, hvor svindlere kunne logge sig ind og handle indbyrdes, uden at myndighederne kunne følge med.

Swefin var en af en hel række af fuldstændigt identiske skyggebanker.

- Swefin var en af de første betalingsplatforme, vi blev opmærksom på, siger Chris Perryman fra Europol.

- En rapport fra de nordiske skattemyndigheder viste, at i løbet af to år, fra 2010 til 2012 blev der skabt otte sådanne enheder, og myndighederne har sporet 1,14 milliarder Euro, der er blevet ført igennem de otte enheder med et samlet skattetab på 180 millioner Euro, siger Chris Perryman.

De otte skyggebanker havde adresser på kollegieværelser og i nedslidte lejligheder i Malmö, andre steder i Sverige, i Norge og i Danmark – alle med bankforbindelser i Danmark.