Berlingske Business har via en ny lækage af informationer om transaktioner i Danske Banks estiske afdeling fået indsigt i, at bankens hvidvask af penge kan være endnu større end hidtil antaget.
Ifølge Berlingske Business har man informationer om suspekte pengestrømme for nye 28 milliarder kroner, hvilket bringer det samlede beløb af potentielt hvidvaskede penge op på 53 milliarder kroner.
- Der er mange tegn på, at her er tale om såkaldt handelsbaseret hvidvask, hvor man køber varer og serviceydelser som et middel til at smugle penge ud af et land, bestikke folk eller snyde i skat, siger hvidvaskeksperten L. Burke Files til Berlingske.
Den nye læk relaterer sig til den såkaldte Magnitskij-sag. Her stjal embedsfolk og kriminelle skatteindtægter i Rusland, som så blev kanaliseret ud af landet.
Tidligere har Berlingske Business dokumenteret, hvordan suspekte penge fra blandt andet Moldova, Rusland og Aserbajdsjan blev kanaliseret gennem Danske Banks estiske afdeling og ind i Europa.
- Den nye læk af data viser, at vi endnu ikke har set det fulde omfang af Danske Bank-sagen.
- Hvidvask for mere end 50 milliarder kroner er et astronomisk beløb, og det gør det kun endnu mere opsigtsvækkende, at Danske Bank indtil videre er sluppet for en bøde, siger hvidvask-ekspert Jakob Dedenroth Bernhoft til Berlingske.
Afsløringerne af massiv hvidvask hos Danske Bank har hidtil ikke ført til nogen konsekvenser ud af kritik fra Finanstilsynet og krav om yderligere hensættelser.
Danske Banks chef for Group Compliance, Anders Meinert Jørgensen, vil ikke forholde sig til det nye, større beløb:
- Som vi har sagt før, er det for tidligt at konkludere noget om omfanget af den potentielle hvidvask i Estland. Vi har derfor ikke selv offentliggjort tal eller deltaget i spekulationer om sagens omfang.
- Vi har dog ved flere lejligheder givet udtryk for, at omfanget ser ud til at være noget større, end hvad der hidtil har været fremme, skriver Danske Banks direktør for Compliance Anders Meinert Jørgensen til Berlingske.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har her til aften kommenteret sagen i to indlæg på Twitter.
/ritzau/