Danske Bank giver frit lejde til whistleblower

En central whistleblower bliver løst fra sin tavshedspligt, så han kan fortælle om hvidvaskskandalen.

Danske Bank har løst en whistleblower fra sin tavshedspligt og givet ham frit lejde til at tale med tilsynsmyndighederne i Danmark og Estland. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen /Scanpix, DR ARKIV)

Danske Bank har formelt løst en central whistleblower fra sin tavshedspligt og givet ham frit lejde til at tale med tilsynsmyndighederne i Danmark og Estland om hvidvasksagen.

Det fortæller Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, til Jyllands-Posten.

- Vi har på intet tidspunkt ønsket at stille os i vejen for, at whistlebloweren kan tale med de danske og estiske myndigheder, og nu har vi også formelt afgivet en erklæring om det, siger han.

Det er sket via Finanstilsynet i Danmark med en tilladelse til, at han frit kan tale med det danske og estiske finanstilsyn.

Blev aldrig kontaktet

Den interne whistleblower, der i december 2013 advarede Danske Bank-toppen om alvorlige problemer i den estiske filial, blev aldrig kontaktet af Finanstilsynet i forbindelse med undersøgelsen af hvidvaskskandalen i landets største bank.

I maj udtalte whistlebloweren anonymt i Berlingske, at tilsynets rapport havde afgørende mangler og misforhold.

Whistlebloweren tilbød sine oplysninger til tilsynet, hvis Danske Bank gav en formel tilladelse til at fortælle myndigheden om fortrolige forhold – og dermed bryde den tavshedspligt, som alle medarbejdere i Danske Bank er underlagt.

Tilladelsen givet sidste uge

En sådan tilladelse blev underskrevet og indleveret til Finanstilsynet onsdag i sidste uge, fortæller Danske Banks bestyrelsesformand.

Finanstilsynet har ikke ønsket at stille op til interview, og direktør Jesper Berg understreger i en e-mail til Jyllands-Posten, at tilsynet er begrænset af sin tavshedspligt i forhold til at kaste lys over, om myndigheden nu er i kontakt med whistlebloweren.

/ritzau/