Efter tirsdagens aktiefest på Københavns Fondsbørs reagerede det danske aktiemarked negativt fra morgenstunden, da handlen blev åbnet ved nitiden.
Efter fem minutter var C20 Cap-indekset faldet med 1,5 procent i forhold til niveauet ved lukketid dagen før, og efter et kvarters handel lød det samlede fald på 2,3 procent.
Alle C20-aktier lå på det tidspunkt i rødt med FL Smidth og Carlsberg som de største tabere med kursfald på omkring tre procent.
Reaktion på USA-udvikling
Mindst påvirket af den negative stemning var ISS, som stod til et fald på 0,7 procent.
Kursfaldene kommer formentlig som en reaktion på udviklingen i USA dagen før, hvor aktierne også mistede værdi.
På trods af nyheden om en kinesisk rentesænkning faldt Dow Jones-indekset med 1,3 procent, ligesom S&P faldt 1,4 procent.
Derfor havde Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg hos investeringsbanken Carnegie, også forudset de danske kursfald.
Fortsat kursfald i Kina
Men han udelukker ikke, at trenden kan vende i løbet af dagen.
- Det bliver afgørende at se, hvad der kommer i løbet af dagen af nøgletal. Det tungeste er nok salget af varige forbrugsgoder i USA, siger han til Ritzau.
Samtidig fortsatte kursfaldene på børserne i Kina onsdag morgen, hvor Shanghai Composite-indekset ligger til et fald på 1,3 procent.
C20 Cap-indekset har haft nogle turbulente dage. Mandag blev der sat negativ rekord med et fald på 4,7 procent, mens tirsdag bød på indeksets tredjehøjeste stigning nogensinde på én dag med 3,63 procent.
Europæiske aktier falder også
Det er ikke kun i Danmark, at aktierne igen-igen dykker.
Europæiske børser dykkede umiddelbart efter åbningen onsdag, hvilket svarer til lignende fald på andre globale markeder som følge af bekymringer over Kinas økonomi.
Bank- og mineaktier viser de dårligste resultater, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det paneuropæiske FTSEurofirst 300 indeks, som steg 4,3 procent tirsdag, faldt med 2,6 procent onsdag, ligesom eurozonens Euro STOXX 50 indeks oplevede et tilsvarende fald.
/ritzau/