Dansk økonomi er i fremgang.
Det viser Finansministeriets nyeste økonomiske redegørelse, som finansminister Claus Hjort Frederiksen har løftet sløret for mandag morgen.
Men det er ikke ikke kun gode nyheder, der følger med den økonomiske rapport.
Væksten i bruttonationalproduktet er nemlig ikke lige så stor, som den tidligere SR-regering havde ventet, fremgår det af rapporten. Socialdemokraterne og De Radikale ventede således en vækst på 1,7 procent for 2015, men den nye økonomiske redegørelse viser en vækst på 1,5 procent.
- Det er glædeligt, at fremgangen i dansk økonomi er på sporet, og at stadig flere danskere kommer i arbejde, siger finansministeren i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Vender vi blikket mod de offentlige finanser er billedet dog mindre positivt.
Råderum er tre milliarder kroner mindre end ventet
For mens fremgangen i dansk økonomi samlet set er på sporet, så tegner de offentlige finanser svagere end ventet.
Budgetunderskuddet mere end fordobles, skriver Ritzau. Nemlig til 2,7 procent. Samtidig beskæres væksten i 2016 fra 2,0 til 1,9 procent.
- Nye oplysninger betyder, at råderummet på finansloven for 2016 er tre mia. kr. mindre end tidligere ventet, siger Claus Hjort Frederiksen.
Det betyder, at rammerne for finanspolitikken formentlig også vil være mere snævre, end man havde regnet med.
På Facebook anklagede finansminister Claus Hjort Frederiksen(V) søndag SR-regeringen for at forskønne dansk økonomi:
- Den tidligere regering har desværre "photoshoppet" dansk økonomi i valgkampen, og det holder naturligvis ikke. I morgen (mandag, red.) vil jeg uddybe, hvordan de faktiske forhold er i dansk økonomi, siger Claus Hjort Frederiksen.
Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), nu finansordfører, kalder Hjorts kritik for "helt ude i skoven". Han forklarer underskuddet med, at pensionsskatten har svigtet, og at oliereserverne er sat ned.
Oliepriser spiller ind på nedjusteringer
Også Finansministeriets økonomiske redegørelse peger på, at manglende indtægter i Nordsøen er med til at hæmme væksten i dansk økonomi. Og pensionsskatter.
- Den efterfølgende svækkelse frem mod vurderingen i maj 2015 afspejler blandt andet lavere strukturelle Nordsø-indtægter som følge af lavere oliepriser samt lavere indtægter fra personskatter afledt af blandt andet større fradragsberettigede pensionsindbetalinger og lavere udbetalinger end forudsat, lyder det i redegørelsen ifølge Ritzau.
Helt skidt går det dog ikke. Hovedpunkter fra den økonomiske redegørelse viser, at dansk økonomi er vokset syv kvartaler i træk, og forudsætningerne for, at væksten i BNP igen stiger, er til stede, skriver Finansministeriet.
Se hovedpunkterne her.
/DR Nyheder