Det er over ti måneder siden, at den danske bryggerikoncern Carlsberg meddelte, at den ikke længere ønskede at være i Rusland på grund af krigen i Ukraine.
Men bryggeriet i Rusland er endnu ikke solgt, og det skummende øl bliver ved med at blive solgt til tørstige russere.
Og det kan i den grad mærkes på indtjeningen hos Carlsberg, viser årsregnskabet fra 2022, som netop er blevet offentliggjort.
For hvor den russiske forretning gav et trecifret millionunderskud i 2021, så strømmede pengene sidste år hurtigere ind, end Putin kunne nå at råbe specialoperation.
Carlsberg kom nemlig ud med et overskud på knap 1,9 milliarder kroner, efter at de havde omsat for 10,2 milliarder kroner i Rusland.
Det er markant bedre end i 2021, hvor omsætningen var på 6,5 milliarder kroner, hvilket gav røde tal til en værdi af 284 millioner kroner.
Forlader Rusland, men...
Carlsberg sagde i forbindelse med offentliggørelsen af, at de ville sælge deres russiske aktiviteter, at de ville donere et eventuelt overskud til nødhjælpsorganisationer.
Men det kommer formentlig ikke til at ske, da Carlsberg har nedskrevet værdien af sin russiske forretning med næsten 10 milliarder kroner.
Carlsberg har tidligere vurderet, at deres engagement i Rusland havde en værdi af 20 milliarder kroner, hvilket altså betyder, at selskabet vurderer, at et salg vil kunne indbringe lige omkring det halve.
Nedskrivningen betyder også, at hele Carlsberg-koncernen blot kommer ud af 2022 med et overskud på 108 millioner kroner mod over otte milliarder kroner året før.
Det var den 28. marts, at selskabet meddelte, at det ville trække sig ud af Rusland.
- Vi har taget den vanskelige og øjeblikkelige beslutning om at afhænde alle vores forretninger i Rusland, hvilket vi mener er det rette at gøre i den nuværende situation. Når det er effektueret, vil vi ikke længere være til stede i Rusland, skrev koncernen i meddelelse til fondsbørsen.
- Vi er kede af konsekvenserne ved denne beslutning på vegne af vores 8.400 medarbejdere i Rusland. Vi fastholder det tidligere udmeldte reducerede operationsniveau, indtil salgsprocessen er afsluttet, for at understøtte de ansatte og deres familier, sagde Carlsbergs administrerende direktør, Cees't Hart, i den forbindelse.
Her mere end 10 måneder senere er Carlsberg ikke blevet solgt, og selskabet forventer først, at det kommer til at ske i midten af i år, lyder det i regnskabet.
Hermed kommer selskabet ikke til at føre et salg igennem inden for et år, som selskabet ellers vurderede kunne lade sig gøre tilbage i marts sidste år.
- Vi vil tage den nødvendige tid til at foretage adskillelsen og salget for at forsøge at få den bedst mulige løsning for alle vores interessenter - især vores 8.000 medarbejdere og vores aktionærer, skriver Carlsberg.
DR Nyheder har af flere omgange bedt om et interview med Carlsberg, men det har bryggerikoncernen afvist.