Carlsberg sætter sin forretning i Rusland til salg og forbereder sig på at forlade landet.
- Vi har taget den vanskelige og øjeblikkelige beslutning om at afhænde alle vores forretninger i Rusland, hvilket vi mener er det rette at gøre i den nuværende situation. Når det er effektueret, vil vi ikke længere være til stede i Rusland.
Det oplyser bryggeriet i en fondsbørsmeddelelse mandag eftermiddag.
9. marts meddelte Carlsberg, at man indstillede produktionen og salget af øl af Carlsberg-mærket som en konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine, og nu er der altså udsigt til, at Carlsberg helt forlader landet.
- Vi er kede af konsekvenserne ved denne beslutning på vegne af vores 8.400 medarbejdere i Rusland. Vi fastholder det tidligere udmeldte reducerede operationsniveau indtil salgsprocessen er afsluttet for at understøtte de ansatte og deres familier, siger Carlsbergs administrerende direktør, Cees't Hart, i meddelelsen.
Carlsberg afviser at stille op til interview.
Helt konkret betyder det for Carlsberg, der har otte bryggerier i Rusland, at forretningen i Rusland ikke længere bliver inkluderet i selskabets omsætning.
Samtidig bliver den russiske forretning behandlet som et aktiv, der er sat til salg, indtil den er afhændet.
I 2021 havde Carlsbergs forretning i Rusland en omsætning på 6,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 682 millioner kroner, oplyser Carlsberg.
Værdier for 20 milliarder kroner bliver svære at sælge
Beslutningen om at forlade Rusland kommer, efter tidligere Carlsberg-direktør Peter Chernyshov i et interview med DR Nyheder opfordrede Carlsberg til at sælge alt i Rusland.
Det skete, efter Cees't Hart til Carlsbergs generalforsamling for to uger siden sagde til DR, at man ville blive i Rusland af hensyn til de mange russiske medarbejdere.
Tidligere i dag meddelte hollandske Heineken, at man trækker sig ud af Rusland.
Så der er tale om en situation, hvor mange bække små har gjort udfaldet, mener Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.
- Presset på Carlsberg stiger, mange har trukket sig fra Rusland, vi får frygtelige billeder ind på nethinden af noget, som er fuldstændig uvirkeligt. Og så tror jeg overordnet set, at det hele handler om, hvad Carlsberg vil være med til, hvad de vil stå model til, og hvad de synes, deres varemærke skal afspejle, siger han.
Han mener, at Heinekens beslutning kan have bidraget til, at Carlsberg trækker sig, men det har ikke været afgørende.
- Carlsberg har formentlig forsøgt at vinde tid og har håbet på, at det ville blive bedre, og at der hurtigt kunne komme fred, og man så kunne se, hvordan Rusland ville se ud på den anden side. Men nu er der en situation, hvor man ikke kan vente mere, siger han.
Carlsbergs aktiviteter i Rusland står for cirka 20 milliarder kroner fordelt på værdier af bryggerierne, varemærker og goodwill. 90 procent af det kommer fra internationale og lokale mærker, som Carlsberg ejer, herunder Baltika.
Og 20 milliarder kroner skal Carlsberg ikke regne med at få for de russiske aktiver, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank.
- Jeg forventer egentlig ikke, at de får noget synderligt. Jeg forventer nærmest, de skal nedskrive hele værdien af det.
Til sammenligning har Heineken nedskrevet med op til 3 milliarder kroner for forretningen i Rusland.
- Det er ikke noget, der slår benene væk under Carlsberg rent finansielt. Men der er ingen tvivl om, at sådan en nedskrivning vil se virkelig grimt ud i regnskabet for 2022, siger Per Fogh.
Ukraines ambassadør i Danmark: 'En ansvarlig beslutning'
Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, har tidligere kritiseret danske virksomheder i Rusland for at have "ukrainske børns blod på hænderne".
Da DR Nyheder fangede ham, lige efter nyheden kom ud, var han taknemmelig - men ikke uden forbehold.
- Hvis det passer, hvad de lover, at de helt forlader landet – inklusive deres datterselskab Baltika – synes jeg, det er en ansvarlig beslutning, og jeg kan kun sige, at vi er taknemmelige for den beslutning, siger Mykhailo Vydoinyk.
- Jeg må også sige tak til alle de andre virksomheder, der har besluttet sig for at forlade Rusland, fordi alle de beslutninger bringer os tættere på sejren og hjælper os med at redde ukrainske liv og afslutte den blodige krig, som Rusland har startet mod vores land.
Hør, hvad Ukraines ambassadør i Danmark siger til beslutningen her: