Normalt kan kun boligejerne i Region Hovedstaden glæde sig, når statistikkerne over bolighandler bliver offentliggjort.
I dag offentliggøres tal for bolighandler i 2. kvartal fra Realkreditrådet, og der er noget at glæde sig over i hele landet.
Boligpriserne for villaer og ejerlejligheder er nemlig steget i alle regioner hen over det seneste år.
Særligt Region Sjælland oplever stor fremgang med stigninger i kvadratmeterpriserne på 4,9 procent for husenes vedkommende, mens ejerlejlighederne i Region Nordjylland steg med 9,1 procent.
Ifølge boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea har man registreret stigende priser i 70 kommuner hen over det seneste år. For fire år siden var det tilsvarende tal kun 13.
- Når priserne i København og landets andre store byer bliver for høje, begynder boligkøberne at overveje, hvad de alternativt kan få for pengene, hvis de flytter lidt ud, siger hun.
På landsplan var den gennemsnitlige stigning for villaer og rækkehuse 3,4 procent fra 2. kvartal 2015 til 2. kvartal 2016. Lejlighedspriserne steg i samme periode i snit steg 8,1.
Derimod er der handlet 4,3 procent færre huse på landsplan. Kun i Region Sjælland blev der solgt flere huse end i samme kvartal året før.
/ritzau/