Banker tryner udkantsvirksomheder: Vi må ikke låne penge

Flere velfungerende virksomheder oplever, at banker ikke tør låne dem penge. - Vi får at vide, at vi ligger for langt ude på landet, lyder kritikken.

Flere velfungerende virksomheder oplever, at de ikke kan låne penge af banken til udvidelse, fordi de ligger i udkanten af Danmark. Blandt andre Wisecon i Helsinge, som laver miljøvenlig rottebekæmpelse. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Mens regeringen ønsker at flytte statsansatte ud af hovedstaden for at hjælpe det såkaldte ”udkantsdanmark”, oplever flere virksomheder i selvsamme områder, at de trynes af bankerne, når de vil låne penge til at udvide.

Risikoen for at tabe penge i områderne er nemlig alt for høj, synes bankerne.

Men hvis ikke det bliver nemmere at låne penge, kan politikerne godt vinke farvel til masser af vækst uden for de store byer, lyder det fra Jacob Thiel, som er cheføkonom i Håndværksrådet.

- Der er nogle områder i Danmark, hvor det er et finansielt ingenmandsland. Vi ser sunde firmaer med sunde projekter, som får nej til den ønskede finansiering – fordi de er beliggende i landdistrikter, siger han og fortsætter:

- Det er virkelig et stort problem. Man giver ikke virksomhedsejeren andet valg end at flytte.

Kan I ikke bare flytte?

En af de virksomheder, som er blevet nægtet et lån, og som sågar blev bedt om at flytte, hvis der skulle lånes, er Wisecon.

Firmaet, som laver miljøvenlig rottebekæmpelse, ligger i Helsinge og ville sidste år låne penge til at udvide deres ellers gode og sunde forretning.

Men:

- Vi blev spurgt, om ikke bare vi kunne flytte tættere på København, for så kunne vi godt låne pengene, siger Klaus Baagøe-Nielsen, som er salgsdirektør og medejer af Wisecon.

Det nægtede de. Og bankens ultimatum satte væksten på standby i halvandet år. Ydermere skabte det voldsom frustration i Helsingevirksomheden.

- Hvis ikke vi hjælper virksomheder med at skabe arbejdspladser rundt om i landet, så ender det med, at alt foregår inde på rådhuspladsen, og så bliver resten af landet et stort museum, siger Klaus Baggøe-Nielsen, som nu har skiftet banken, Danske Bank, ud med en anden, som gerne ville yde virksomheden et lån.

Fra Danske Bank lyder meldingen uden at kommentere på den konkrete sag, at banken ikke skelner mellem land og by.

- Vi har samme kreditpolitik i hele landet og yder erhvervslån til fornuftige projekter over alt i Danmark – både i og uden for de større byer. Når vi desværre somme tider bliver nødt til at give et afslag, bygger det på en samlet vurdering af virksomhedens økonomiske situation og fremtidsperspektiv, siger chef for erhvervskunder i Danmark, Niels Bang-Hansen.

Økonomien duede - men det gjorde Ølgod ikke

Og det er ikke kun i Helsinge, at virksomhederne får at vide, at de ligger det forkerte sted.

DR Nyheder har således talt med flere virksomheder, som er blevet trynet af banken eller realkreditinstituttet, fordi de ligger i udkanten af Danmark.

Blandt andre Xpedit i Ølgod, som er den eneste autoriserede forhandler af BMW-motorcykler i Danmark. De har siden starten af 2004 haft plus på bundlinjen, og ville låne penge til byggeriet af et nyt showroom af Nykredit.

Men det fik de ikke lov til.

- Vi er en sund forretning, der altid har forstået at tjene penge. Der var slet ingen tvivl om, at det var postnummeret og beliggenheden, siger Rune Bach-Andersen, medindehaver af Xpedit.

Fra Nykredit understreger Sune Worm Mortensen, der er områdedirektør, at han ikke kan gå i detaljer i den konkrete sag, men at Nykredit gerne låner ud i hele landet.

- Når man ser lidt bredere på det, så er Nykredits udlån til virksomheder steget uafbrudt siden 2009. Vi har for nylig sammen med de banker, vi samarbejder med i Totalkredit, afsat en ny låneramme på 10 milliarder kroner til erhvervsudlån – og vi har en erhvervsstrategi, der fokuserer på små- og mellemstore virksomheder over hele landet. Det, synes jeg, er et vigtigt perspektiv at få med, når man drøfter den konkrete sag, skriver Sune Worm Mortensen i en mail til DR Nyheder.

Finansrådet afviser generelt problem

Hos bankernes brancheorganisation, Finansrådet, afviser de dog, at det skulle være et generelt problem for virksomhederne at skaffe finansiering, fordi de ligger i yderkanterne af Danmark.

- Faktum er, at vi har lånt 700 milliarder ud i yder- og landkommuner. Så vi er derude. Vi har en enorm interesse i, at vi finder gode løsninger her, siger Finansrådets direktør, Ulrik Nødgaard.

Finansrådet siger dog samtidig, at geografien rigtig nok spiller en rolle, når der skal udstedes lån til virksomheder, der vil udbygge.

- Jeg kan ikke gå ind i konkrete sager, men man bliver selvfølgelig nødt til at bekymre sig om, hvorvidt man kan komme af med den ejendom, man har ydet lån til, hvis nu kunden skulle komme i problemer, siger Ulrik Nødgaard og understreger, at de gerne ville låne flere penge ud.