Arbejdsgivere frygter effekten af færre samtaler på jobcentrene

- Samtaler er noget af det, der motiverer folk til at komme i arbejde, mener Dansk Arbejdsgiverforening.

Dansk Arbejdsgiverforening ser med bekymrede øjne på regeringens plan om færre samtaler på jobcentrene. Dansk Socialrådgiverforening roser udspillet. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

I fremtiden skal ledige ikke møde på jobcentrene så ofte, som de gør i dag.

Kravet om, at arbejdsløse skal have mindst ti samtaler med jobcenteret i løbet af halvandet år, skal sænkes til seks samtaler.

Det foreslår regeringen i et nyt udspil, som skal ændre markant på beskæftigelsesindsatsen rundt om i landets kommuner.

Men det er den helt forkerte vej at gå, for samtaler er noget af det, der motiverer folk til at komme i arbejde, siger Erik Simonsen, der er underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening.

- Vi synes, at regeringens initiativ om at reducere antallet af samtaler, som ledige skal have, trækker i den forkerte retning, siger han.

Frygter at kommuner vil spare

Med regeringens udspil skal eksempelvis modtagere af sygedagpenge fremover kun have fire samtaler i løbet af de første seks måneder.

I dag har sygedagpengemodtagere en samtale hver fjerde uge.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening vil de slækkede krav føre til, at kommunerne vil spare på indsatsen med at fastholde de ledige.

- Vi frygter, at der kommer til at være færre samtaler med de ledige, fordi det umiddelbart vil være en besparelse for kommunerne ikke at skulle gennemføre samtaler, siger Erik Simonsen.

Med de nye regler forventer regeringen at frigøre personalet på jobcentrene for administrative opgaver og registreringer, som i dag koster en halv milliard kroner og svarer til 1000 årsværk.

Men en løsere indsats omkring samtalerne vil i sidste ende komme til at koste dyrt på beskæftigelsesindsatsen, frygter Erik Simonsen.

- På sigt vil der være en regning, og set fra virksomhedernes synspunkt er vi stærkt optagede af, at de ledige kommer så hurtigt som muligt ud af ledigheden, siger han.

Målrettede samtaler er bedre end tvungne

Men arbejdsgiverforeningens bekymringer deles dog ikke af Dansk Socialrådgiverforening, som organiserer mange ansatte på jobcentrene.

Formand Majbrit Berlau er overbevist om, at målrettede samtaler er bedre end tvungne samtaler.

- Hvis man bliver udsat for en 10 minutters samtale, hvor der sidder en socialrådgiver begravet i papirer, som siger "hvad var det nu, du hed", så er det ikke en samtale, der bringer folk videre, siger hun.

Dansk Socialrådgiverforening har længe ønsket en forenkling af de regler, der ifølge formanden er med til at gøre sagsbehandlernes daglige arbejde besværligt, og frustrerer de ledige, der venter i jobkøen.

Majbrit Berlau er i stedet overbevist om, at udspillet vil kunne forenkle arbejdsgange og give medarbejderne mere tid til hver enkelt sag.

- Det er på tide, at der kommer den her afbureaukratisering, som vi har talt om i årevis. Jeg synes, det er flot, at det lykkedes at få nogle reelle forenklinger igennem, som, vi er overbeviste om, vil gøre en forskel, siger hun.