Rederigiganten har netop præsenteret den ventede plan for fremtiden - og den byder på en skarpere opdeling mellem aktiviteter, relateret til olien, og selskabets øvrige forretningsområder.
Det meddeler selskabet her til morgen i en meddelelse til fondsbørsen.
Fremover bliver A.P. Møller - Mærsk A/S et transport og logistik-selskab, mens Maersk Oil og beslægtede dele skilles fra i en selvstændig enhed.
Det betyder, at selskabet deles op i to: Transport & Logistics-enheden og Energy, der rummer olieaktiviter.
Flere rokader
Transport-delen kommer til at bestå af Maersk Line, APM Terminals, Svitzer, Maersk Container Industry og Damco, mens Energy-delen, der består af de olierelaterede aktiviteter, skal bestå af Maersk Oil, Maersk Drilling, Maersk Tankers og Maersk Supply Services.
Imens skiftes der ud på chefposterne. Søren Skou skal fortsat være chef for hele koncernen, samt transport-delen, mens Claus V. Hemmingsen bliver direktør for energy-divisionen.
Ud ryger Kim Fejfer, tidligere direktør for APM Terminals, Jakob Thomasen, tidligere direktør for Maersk Oil, og Trond Westlie, tidligere økonomichef.
Pres udefra
Udviklingen kommer efter at koncernen i de seneste regnskab har knirket gevaldigt på grund af udefrakommende pres på både containerforretningen og især olieforretningen. Koncernens modsvar har været at fokusere og optimere på omkostningssiden, og den nye strategi er en del af dette nye fokus.
- De forretningsområder, som vi er aktive i, er meget forskellige og står overfor meget forskellige underliggende forhold og konkurrenceforhold. At skille vores transport og logistik-enheder og vores olie- og olierelaterede enheder i to selvstændige divisioner, vil sættes begge i stand til at fokusere på deres respektive markeder, skriver bestyrelsesformand, Michael Pram Rasmussen i en meddelelse.
Aktien stiger tre procent efter nyheden.
Fokus på vækst
Det er især i Transport- og logistikenheden, at fremtidens vækst skal findes, skriver selskabet. Det skal ske gennem investeringer og opkøb, men også gennem synergier, der skal findes i den nye struktur. I Energy-enheden skal fokus være på at optimere værdi, skriver selskabet.
Her skal olieaktiviteterne fokuseres på færre geografiske lokationer, der skal skaleres større, især i Nordsøen. Det skal forberede selskabet på en fremtid, hvor der er mindre olie til rådighed.
Koncernen skriver at der inden for 24 måneder skal findes ' løsninger for olie- og relaterede forretningsområder', som kan være fusioner, samarbejder eller en en børsnotering.
Selskabet meddeler desuden, at det i fjerde kvartal vil afholde en kapitalmarkedsdag, hvor der forklares yderligere om den nye struktur. Den skulle oprindeligt være afholdt i denne uge.