Anklager gik i rette mod centralt forsvarsværk, men så blev hun afbrudt: 'Jeg synes, at du skal genoverveje din sidste udtalelse'

Sanjay Shahs forsvarere mener, at de har fundet fejl i udleveringen fra Dubai - anklager tillægger det ingen betydning.

Sanjay Shah fik det sidste ord i straffesagen mod ham.

Det endte i mundhuggeri, da anklagemyndigheden her til eftermiddag fik mulighed for at kommentere Sanjay Shahs advokaters begrundelse for, at briten skal frifindes for milliardsvindel.

- Det er mod bedre vidende, at man fremlægger et brev som en afgørelse, sagde anklager Marie Tullin skarpt.

- Jeg synes, at du skal genoverveje din sidste udtalelse, replicerede forsvarsadvokat Kåre Pihlmann hurtigt.

Stridspunktet er et dokument fra 4. oktober fra det emiratiske justitsministerium sidste år, der har stjålet opmærksomheden på den sidste retsdag i sagen mod Sanjay Shah.

Her har forsvaret fået mulighed for at begrunde, hvorfor Shah skal frifindes for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner mellem 2012 og 2015.

Og det berømte sidste es i ærmet er et hidtil ukendt brev fra Emiraterne til den danske anklagemyndighed, som Shahs forsvarsadvokater har fået aktindsigt i.

Brevet er den endelige godkendelse af, at Sanjay Shah kunne udleveres til Danmark efter mere end 18 måneders fængsling i Dubai.

Problemet er ifølge Sanjay Shahs forsvarer dog, at ordet bedrageri ikke er nævnt en eneste gang i brevet.

- Her har vi udleveringsgrundlaget. Hvad det er tilladt, at Sanjay Shah skal tiltales for - altså en sag, der omhandler hvidvask, sagde Pihlmann, der havde brevet med i retten.

- Det er i vores optik ikke muligt at tiltale for bedrageri, når udleveringsgrundlaget er hvidvask, sagde Kåre Pihlmann.

Men dokumentet kan på ingen måde holde Sanjay Shah ude af fængslet, lød det hovedrystende fra anklager Marie Tullin, da hun har til eftermiddag fik mulighed for at komme med sine kommentarer til forsvarets procedure.

Hun afviser hermed pure, at myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater udleverede Sanjay Shah på baggrund af en anklage om hvidvask.

- Det brev har intet med udleveringsgrundlaget at gøre. Det er en orienteringsskrivelse, sagde Marie Tullin.

Afbrudt af dommer

Hun begyndte herefter at læse op for en udleveringsdom fra Emiraterne, der i 2022 fandt frem til, at Sanjay Shah skulle udleveres. Her fremgik det tydeligt, at udleveringen var sket på grund af en anklage om bedrageri.

Men Marie Tullin blev hurtigt afbrudt af sagens dommer, Nanna Blach.

- Vi er færdige med bevisførelsen. Det her er procedure - så må domstolen trække sig tilbage, hvis bevisførelsen skal genoptages, sagde hun.

Det fik Marie Tullin til at stoppe sin fremlæggelse af dommene i udleveringsaftalen.

- Det, vi har anmodet om udlevering til, er præcis det, der er rejst tiltale for. Ordlyden i orienteringsskrivelsen har ingen betydning for, hvad domstolen i Emiraterne har taget stilling til – nemlig vores begæring, som vedrører bedrageri, sagde Tullin.

Hun bad herefter forsvarerne om at bekræfte, at domstolene i Emiraterne havde udleveret ham i en sag om bedrageri.

Det bestred forsvarsadvokat Mikael Skjødt ikke. Til gengæld sendte han følgende replik tilbage.

- Alt, hvad der ligger forud for 4. oktober, er ligegyldigt. Det var her, at den endelige afgørelse fra myndighederne kom, sagde han.

- Der er simpelthen ingen beskrivelse af sagen. Det er bare en orientering, svarede Marie Tullin.

Shah langede hårdt ud

Så manglede der kun hovedpersonen selv, der fik det sidste ord i retssagen, der har varet over 22 retsdage det seneste halve år.

Inden han satte sig i vidneskranken, bad han om at få fem minutters pause til at gøre sig mentalt klar.

- Jeg vil gerne undskylde til jer bloggere (journalister, red). Jeg var ikke inviteret til modeuge i Paris i sidste uge. Jeg håber, at jeg kan gøre det bedre i landsretten til næste år, når vi ses igen, sagde Sanjay Shah, der som sædvanlig var iklædt hættetrøje og træningsbukser i retten.

Men da han var færdig med at lave sjov, blev tonen straks skærpet. Sanjay Shah langede hårdt ud efter anklager Marie Tullins procedure fra sidste uge, som han både kaldte både 'uetisk', 'misvisende' og 'vildledende'.

- Jeg havde forventet en højere kvalitet fra en anklager, der har arbejdet med denne her sag i ni år.

- Til sidst på dagen var jeg skuffet over, at hun ikke havde beskyldt mig for at spise hunde og katte, sagde Sanjay Shah med henvisning til en falsk nyhed fra USA, der er brugt i præsident-valgkampen.

Han gentog også den påstand, han har brugt under retssagen.

Nemlig, at han har udnyttet et hul i den danske skattelovgivning til at få refunderet udbytteskat for ni milliarder kroner, som han aldrig havde betalt.

- Det er min overbevisning, at skattelovgivning i mange lande er fuldt med huller. Det er derfor, der er tusindvis af skatteadvokater ude i verden, sagde Sanjay Shah.

'Hun ved det, at det ikke var mig'

Et af kerneargumenterne fra anklagemyndigheden i sagen mod Sanjay Shah er, at de juridiske vurderinger, som hans selskab fik af advokathuse, ikke var det papir værd, de var skrevet på.

Advokathusene fik aldrig det fulde billede af den udbyttemodel, som Shah havde opfundet og brugte mellem 2012 til 2015 til at hive milliarder op af den danske statskasse. Og derfor blåstemplede de modellen på et ufuldstændigt grundlag.

Men det argument kan anklager Marie Tullin ikke bruge, mener Shah, der henviser til, at det var hans skatteeksperter, som havde dialogen med advokaterne.

- Marie Tullin ved godt, at det ikke er mig, der havde diskussioner med de danske skatteadvokater, sagde Shah.

- Jeg er overbevist om, at Marie Tullin har al emailkorrespondance, men jeg tror ikke, hun ved, hvad der blev drøftet på telefonopkald, videomøder og møder ansigt til ansigt, sagde han.

'Løjtnant' blev betalt, påstår Shah

Sanjay Shahs sidste ord blev et længere et af slagsen, og han kom også ind på sin tidligere 'løjtnant', Anthony Mark Patterson, der i begyndelsen af i året tilstod at have medvirket til at have svindlet den danske statskasse for 8,4 milliarder kroner. Det kostede ham otte års fængsel.

Sanjay Shah, der stadig betragter Patterson som en ven, kommer her med en hård anklage.

- Mark Patterson blev faktisk betalt for at erklære sig skyldig. Han modtog 150 millioner, men han fik kun konfiskeret 100 millioner, sagde Shah.

Patterson er i dag overført til England, hvor han afsoner den resterende del af sin straf.

- Han sidder i et fængsel derhjemme og kan besøge sin familie hver weekend. Og når han kommer ud om tre år, så får han 50 millioner i pension. Jeg synes, at det er en rigtig god deal, sagde Shah.

Hermed er det sidste ord sagt i straffesagen mod Sanjay Shah. Domstolen har nu trukket sig tilbage og skal bruge to måneder til at skrive dommen, der falder 12. december. Dommen kan ankes af begge parter til landsretten.