Vi spoler tiden næsten et år tilbage i tiden, hvor den hovedmistænkte i danmarkshistoriens største bedragerisag, Sanjay Shah, stadig sidder fængslet i ørkenstaten Dubai på begæring fra de danske myndigheder.
Flere måneder forinden havde den højeste domstol i De Forenede Arabiske Emirater (FAE) egentlig besluttet, at briten skulle udleveres til Danmark, hvor han to år forinden var blevet tiltalt for groft bedrageri ved at have lænset den danske statskasse for ni milliarder kroner.
Men da FAE's justitsministerium 4. oktober 2023 endelig beslutter, at det nu er tid til at sende Sanjay Shah på en flyvemaskine til Danmark, så står der ifølge Sanjay Shahs forsvarer i begrundelsen, at sagen handler om hvidvask.
- Der er en sproglig finesse, som påkræver sig opmærksomhed, siger Sanjay Shahs forsvarsadvokat Kåre Pihlmann i dag i Retten i Glostrup.
Straffesagen mod Sanjay Shah nærmer sig sit absolutte klimaks, og i dag var det forsvarets tur til at komme med deres argumenter for en frifindelse.
Retsmødet kommer, efter at anklager Marie Tullin for en uge siden procederede for 12 års fængsel og konfikation af 7,2 milliarder kroner. Hendes påstand er, at Sanjay Shah er den absolutte hovedmand i den omfattende plyndring af den danske statskasse.
Når retsmødet i dag er færdigt, så mangler kun dommen i december.
Ikke et ord om bedrageri
Sanjay Shahs to forsvarsadvokater har altså hele retsdagen til at begrunde, hvorfor deres klient ikke skal dømmes skyldig i bedrageri.
Og her har de hevet et af de berømte esser op af ærmet.
For da justitsministeriet i De Forenede Arabiske Emirater i oktober sidste år besluttede at godkende udleveringen af Sanjay Shah, så stod ordet "bedrageri" ikke en eneste gang i begrundelsen, forklarede Kåre Pihlmann.
Han havde det konkrete dokument med i retten, som tilhørerne kunne se på skærmene i det store retslokale.
- Her har vi udleveringsgrundlaget. Hvad det er tilladt, at Sanjay Shah skal tiltales for - altså en sag, der omhandler hvidvask.
Pihlmann havde også det danske anklageskrift med, som dokumenterede, at bedrageri netop er nøgleordet i anklagemyndighedens sag mod Sanjay Shah.
- Det er i vores optik ikke muligt at tiltale for bedrageri, når udleveringsgrundlaget er hvidvask, sagde Kåre Pihlmann.
Det skyldes ifølge forsvarsadvokaten den udleveringsaftale, som Danmark og Emiraterne indgik i marts 2022.
Her står der, at det modtagende land - altså Danmark - ikke må strafforfølge en udleveret person for en anden forbrydelse, end hvad det udleverende lands myndigheder har accepteret, forklarede Pihlmann.
I sin procedure kom Kåre Pihlmann ikke ind på, hvad domstolen i Emiraterne havde begrundet udleveringen med i april 2023, og om bedrageri heller ikke blev omtalt der.
Anklagemyndigheden får først mulighed for at kommentere påstandene fra Pihlmann senere i dag, når forsvaret har færdiggjort sin procedure.
Blev Sanjay Shah taget ved næsen?
Retssalen i Glostrup i dag er stuvende fuld med både pressefolk og andre tilhørere, og hvor Sanjay Shah for første gang har sin kone, Usha Shah, til stede i retten.
Usha Shah, der er iklædt mørkt tøj, et par højhælede sko og har en sort håndtaske over skulderen, er personligt også en del af udbyttesagen.
Hun er nemlig sagsøgt af de danske skattemyndigheder i London og er dømt i en civil sag i Dubai. Hun har tidligere været sigtet i sagen, men den sigtelse er blevet frafaldet.
Usha Shah ønsker ikke at tale med pressen, meddeler en af de mange politimænd, der mandsopdækker retsmødet.
Hun sidder med to af parrets to børn og lytter opmærksomt med på tolkenes oversættelse, mens hendes mands forsvarsadvokater kom med flere begrundelser for en frifindelse.
For Sanjay Shah var faktisk såkaldt 'god tro', da han hev de ni milliarder kroner op ad statskassen, påstår forsvaret.
Da briten gennem sit selskab, Solo Capital, lavede udbyttemodellen havde han nemlig fået juridiske vurderinger af advokater, der ifølge forsvaret havde vurderet, at modellen var lovlig.
Og samtidig havde Shah ansat erfarne skatteeksperter, som vurderede, at de holdt sig inden for lovens rammer.
Men hvorfor spurgte Sanjay Shah ikke mere kritisk ind til de juridiske vurderinger og rådførte sig mere grundigt hos sine skatteeksperter?
- Det er nemt at være bagklog. Men det må være sådan, at livet skal forstås baglæns, men leves forlæns. Det er let i dag at sige: Hvorfor spurgte I ikke om det og det? sagde Sanjay Shahs anden forsvarsadvokat, Mikael Skjødt, da han fik ordet.
Med andre ord kan Sanjay Shah altså være blevet ledt i "retsvildfarelse", hvilket kan betyde, at han ikke skal straffes.
Og spørgsmålet om "god" eller "ond" tro kan også få betydning for straffen. For hvis retten vurderer, at Shah handlede i god tro, så er strafferammen otte års fængsel fremfor 12 år bag tremmer.
Forsvarets procedure kommer til at vare det meste af dagen. Når den er færdig, så får anklagemyndigheden mulighed for at kommentere den.
Til sidst får Sanjay Shah lov til at få det sidste ord, inden de to dommere og tre domsmænd trækker sig tilbage.
De skal så bruge lidt over to måneder til at skrive dommen, der falder 12. december. Dommen kan ankes af begge parter til landsretten.