Air France-KLM lancerer flyselskab til unge

Joon lover reducerede flybilletter. Det lugter af en flugt fra dyre overenskomster, mener luftfartanalytiker.

Air France-KLM afviser selv, at Joon er et nyt lavprisselskab. (Foto: © GONZALO FUENTES, Air France - KLM / Scanpix)

Millennials - de 18-35 årige - får nu deres eget "enkle, kække og internationale" flyselskab, som er skræddersyet til deres behov.

Air France-KLM lancerer et nyt flyselskab med navnet Joon, som ifølge den fransk-hollandske luftfartsgruppe ikke blot er et transportmiddel, men derimod et livsstilsprodukt, som er målrettet kundegruppens digitale hverdag.

Ambitionen om at blive de unges førstevalg vil Air France-KLM indfri ved at iklæde kabinepersonalet uniformer, der er "inspireret af nye modetendenser", og så lover de reducerede billetpriser.

- Det er tendensen i branchen lige nu. Luftfartselskaber opretter nye flyselskaber, der kan vokse hurtigere, siger luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

- På den måde kan de komme uden om de dyre overenskomster, som personalet er ansat under i de traditionelle flyselskaber. Det drejer sig uden tvivl om at sænke omkostningerne. Et nyt selskab betyder et blankt blad, hvad angår overenskomster. Personalet vil uden tvivl få væsentlige færre rettigheder og goder end kollegerne i Air France og KLM.

Tendensen ses også i Skandinavien.

I marts annoncerede SAS eksempelvis, at luftfartselskabet opretter et nyt irsk datterselskab, der kommer til at hedde Scandinavian Airlines Ireland.

Joon skal reducere omkostningerne

Air France-KLM afviser selv, at Joon er et nyt lavprisselskab

- Det vil tilbyde originale produkter og samme service som i Air France, skriver luftfartgruppen i en pressemeddelelse.

Lavprisselskaber som Ryanair bliver blandt andet kritiseret for kabinepersonalets arbejdsforhold, og fagforeninger har i mange år kæmpet mod manglende eller kritisable overenskomster i flyselskaberne.

Ud over den moderigtige uniform nævner Air France-KLM ikke noget om personalets arbejdsforhold eller overenskomster i det nye selskab.

Luftfartsgruppen lægger dog ikke skjul på, at det er et initiativ, der skal forbedre økonomien.

- Det er på mange måder historisk, at vi skaber et nyt flyselskab. Håbet er, at det kan være med til forbedre luftfartsgruppens samlede økonomi og være med til at nedbringe omkostningerne, siger Franck Terner, direktør i Air France, i pressemeddelelsen.

  • Udkast til Joon-uniformen til det kvindelige kabinepersonale. (© Air France-KLM)
  • Udkast til Joon-uniformen til det mandlige kabinepersonale. (© Air France-KLM)
1 / 2

Tvivlsom succes

Joon høster ros hos Jacob Pedersen for at være et nytænkende tiltag i luftfartbranchen.

- Det er et skarpt og klart koncept, som er målrettet et bestemt marked, siger luftfartanalytikeren.

- Men det betyder ikke nødvendigvis, at flyselskabet vil blive en succes.

Han forklarer, at konkurrencen i branchen er hård, og at der konstant bliver lanceret nye kreative forretningsmodeller og tilbud.

Air France-KLM står således også bag flyselskabet Transavia, som blev lanceret som en stærk konkurrent til Easyjet og Ryanair. Sidstnævnte overtog tidligere i år titlen fra tyske Lufthansa som Europas største flyselskab målt på antallet af passagerer.

- Transavia er i dag et lille selskab, der er indskrænket til at flyve primært i Holland og Frankrig, siger Jacob Pedersen og understreger, at selskabet aldrig blev den succes, som Air France-KLM forventede. Og måske vil Joon lide samme skæbne.

- Flyselskabets skærpede profil kan risikere at blive en hæmsko, som udelukker en kundegruppe, der synes, at produktet er for ungt, forklarer han.

Transavia er et lavpriselskab, der fungerer som et selvstændigt selskab under Air France-KLM. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Langdistanceruter i sommeren 2018

Air France-KLMs forventning er, at rejseoplevelsen med Joon vil inspirere målgruppen til at rejse med luftfartfsgruppens to andre flyselskaber, det nationale flyselskab i Frankrig, Air France, og Hollands nationale flyselskab, KLM.

De sidste par år har luftfartsgruppen præsenteret røde regnskaber, og flyselskaberne har været negativt påvirket af terrorangrebene i Paris og Nice.

Den afslører, at der siden fusionen af de to nationale flyselskaber er en voksende udfordring mellem kabinepersonalet, som blandt andet bunder i forskellige lønvilkår samt kulturelle og sproglige udfordringer. Det er forhold, som ifølge rapporten kan blive en økonomisk slagside for Air France-KLM.

Til efteråret vil Joon efter planen flyve til europæiske destinationer fra lufthavnen Charles de Gaulle i Paris, og forventningen er, at selskabet introducerer oversøiske og langdistance destinationer i sommeren 2018.

Jean-Michel Mathieu, der i mange år har arbejdet med kunderelationer og digitaleprodukter i Air France-KLM, bliver administrerende direktør i det nye flyselskab.