Snakken om det store skattelæk – de såkaldte Panama-papirer – er igen blusset op, efter at Skat har fået lov til at købe de oplysninger, der findes om danske skatteydere i papirerne af en anonym kilde.
Ifølge Skat selv figurerer 500-600 danskere i papirerne.
Skatteadvokat Torben Bagge, fra Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, repræsenterer nogen af de danskere, hvis navne allerede er dukket op i sagen. Han understreger dog, at han ikke ved, om navnene på hans klienter fremgår i det materiale, som Skat vil købe.
- Baseret på det jeg har set, og de ting, der allerede ér kommet frem, ender det nok med, at en del danskere risikerer at rykke direkte i fængsel, siger han og tilføjer.
- Og statskassen står til at få et ikke ubetydeligt beløb i kassen.
De klienter, som har henvendt sig til Torben Bagge, favner bredt. Lige fra dem, som bevidst har begået skattesnyd, og til dem, som har glemt at oplyse Skat om, at de havde penge på en udenlandsk konto.
- Det er som udgangspunkt klienter, der - i gåseøjne - alene har begået skattesnyd og ikke har tjent deres penge på anden kriminalitet, siger han.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1269361673114354