Hundredtusindvis af danske boligejere har nu fravalgt det automatiske skattelån, som de eller stod til at optage i det nye år, fordi de får en forkert skatterabat.
Skattevæsnet har nemlig med åbne øjne sat en forkert rabat i drift, der betyder, at en stor del af landets boligejere får en for stor rabat, som de senere skal betale tilbage som restskat eller betale renter af som et lån, som automatisk er oprettet.
Men cirka 250.000 har altså nu været inde og framelde sig lånet, efter at Vurderingsstyrelsen i starten af måneden sendte breve til i alt omkring 720.000 boligejere.
Det skriver Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Samtidig sender Vurderingsstyrelsen nu breve til yderligere 13.000 boligejere. Blandt andre til dem, der ejer såkaldte tofamiliehuse, hvor man deles om en matrikel.
Fristen for at afmelde sig lånet skubbes også til 9. januar 2025. Før hed deadline 31. december i år.
- Vi ved, at tillægslånene fylder meget for mange boligejere, og at de helt forståeligt har spørgsmål til deres muligheder. Samtidig sender vi yderligere breve ud til omkring 13.000 boligejere denne uge, herunder ejerne af tofamiliehuse. Med den nye frist får de nu mere tid til at sætte sig ind i sagen og tage stilling til, om de ønsker tillægslånet, siger direktør i Vurderingsstyrelsen Anne-Sofie Jensen i pressemeddelelsen.
Hvis du som boligejer ikke ønsker tillægslånet for den forkerte rabat, skal du bruge en særlig blanket, som Vurderingsstyrelsen har lavet, for at fravælge dit tillægslån uden at framelde dig den generelle indefrysningsordning.
Og du har altså nu fået ni dage ekstra til at gøre brug af blanketten.
Vil du i stedet helt framelde dig den generelle indefrysning af stigende boligskat via forskudsopgørelsen, er skæringsdatoen dog stadig 31. december 2024.
Skatterabatten bliver både forkerti år og næste år, og du skal derfor framelde ordningen på forskudsopgørelsen for både 2024 og 2025.
Hvis du framelder dig tillægslån eller hele indefrysningsordningen, kan du i stedet vælge frivilligt at indbetale penge for at dæmme op for et eventuelt senere skattesmæk. Men det skal ske inden nytår.
Forvirret? Brug guiden her til at blive klogere:
Afgøres til marts
Skatteministeriet har mindst siden januar i år kendt til omfanget af problemet for de ramte boligejere, men hundredtusindvis af danskere har altså måtte vente indtil sidste øjeblik med at få beskeden.
Flere hemmeligstemplede dokumenter viser også, at den forkerte rabat, der giver boligejere lån eller skattesmæk, er del af en tre år gammel køreplan.
Og i forrige uge kunne DR Nyheder så udkomme med historien om, at direktør Anne-Sofie Jensen var kommet med forkerte oplysninger om, hvor mange breve man faktisk havde udsendt. Oplysninger, som styrelsen kaldte en fejl.
Af styrelsens pressemeddelelse fremgår det ikke, hvorfor de yderligere 13.000 boligejere først har fået brev nu.
Men tirsdag i denne uge gik Folketingets Ombudsmand ind i sagen om tillægslånene og stillede en række spørgsmål om brevenes indhold og om Vurderingsstyrelsens vejledning.
Vurderingsstyrelsen har dog flere gange fortalt, at antallet af berørte hele tiden kan ændre sig. Styrelsen har også tidligere udtalt, at der er tale om et skøn "behæftet med betydelig usikkerhed, og som løbende har udviklet sig".
Først, når årsopgørelsen til marts gøres op, vil det være klart, hvor mange der får enten et tillægslån eller en restskat.
- Med årsopgørelsen får vi det endelige overblik over, hvem der bliver berørt. Indtil da skal så mange berørte boligejere som muligt naturligvis have besked om, at de har fået en for stor skatterabat og får oprettet et tillægslån, hvis de er tilmeldt indefrysningsordningen, men også at de har mulighed for at fravælge lånet.
- Samtidig skal boligejere, der ikke er tilmeldt indefrysningsordningen, have mulighed for at tilvælge det, så de også har mulighed for at få et tillægslån, siger direktør Anne-Sofie Jensen.
Tip os:
- •
Kender du noget til sagen? Alle tip behandles seriøst og fortroligt.
- •
Skriv til vurdering@dr.dk eller fra en krypteret mail til vurdering@proton.me
- •
Du kan også kontakte os via SecureDrop her.