Nordea har mistet 25.000 kunder i Danmark i 2016 ud af i alt 1,6 millioner kunder, oplyser banken.
Nordea har i dag fremlagt regnskabet for 2016 - et år som topchef Casper von Koskull kalder 'formentlig det mest begivenhedsrige år i Nordeas historie'.
Casper von Koskull henviser blandt andet til den store lækagehistorie om det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, der havde et tæt samarbejde med Nordea.
Samtidig blev der i 2016 rejst flere sager om manglende hvidvaskkontrol mod banken. I Danmark blev Nordea politianmeldt for en række forhold.
Den store kundetilbagegang for Nordea er tilsyneladende også kommet bag på banken selv.
Efter andet kvartal 2016 udtalte banken til DR Nyheder, at bankens sager ikke havde haft betydning for kundeudviklingen. Men det har tilsyneladende taget fart i anden halvdel af 2016.
Om regnskabet
- •
Nordea-koncernen fik i 2016 er overskud på 28 milliarder kroner. Det er en mindre fremgang fra 2015, hvor bundlinjen lød på 27 milliarder kroner.
- •
Nordea foreslår et udbytte på 0,65 euro per aktie for regnskabsåret 2016. Det giver et samlet udbytte på 19,6 mia. kr.
- •
Nordea har mistet 25.000 kunder i Danmark i 2016 ud af i alt 1,6 millioner kunder.
/DR Nyheder/