25 kommunaldirektører fik store gyldne håndtryk - nu er det slut med omstridt fratrædelsesordning

Direktører og topchefer kan ikke længere få fratrædelsesgodtgørelse, hvis de fortsætter i samme stilling.

Overenskomstparterne er blevet enige om at ændre reglerne ved åremålsansættelser. Det skal ikke længere være muligt at få en fratrædelsesordning, hvis man fortsætter i samme job. (© (c) Colourbox)

Kommunerne og regionerne gør med den nye overenskomst op med en af de meget omstridte ansættelsesregler blandt topchefer og direktører i det offentlige.

For i fremtiden er det ikke længere muligt at give en topchef en fratrædelsesgodtgørelse, hvis vedkommende fortsætter på en ny åremålskontrakt i samme stilling.

Det fremgår af de aftaletekster, som forhandlingsparterne er blevet enige om, hvor det endvidere også lyder, at beløbet i fratrædelse skal sænkes en anelse.

- Det er umuligt at forklare og forsvare i offentligheden, at man kan få udbetalt fratrædelsesgodtgørelser, når man fortsætter i samme stilling og rent faktisk ikke fratræder, siger Anders Kühnau (S), der er chefforhandler for Danske Regioner, og fortsætter;

- Der har også været meget diskussion, om fratrædelsesordningerne har været for høje, og det mener jeg grundlæggende også, at de er, siger chefforhandleren om de to ændringer i reglerne.

Direktører fik fratrædelse og fortsatte

De nye regler kommer, efter at DR Dokumentar i oktober sidste år kunne fortælle, at mindst 25 kommunaldirektører i 20 forskellige kommuner mellem 2011 og 2016 hævede store fratrædelsesgodtgørelser, selvom de kunne fortsætte i deres stillinger.

Direktørerne var alle på såkaldte åremålsansættelser, som er en tidsbegrænset stilling, som kan løbe i op til ni år, hvor den ansatte får op til 30 procent mere i løn.

Historien fik et markant politisk efterspil, hvor blandt andet økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) opfordrede kommunerne kraftigt til at få ryddet op.

I de nye regler holder man dog fast ved, at åremålsansættelser er nødvendige for at tiltrække og fastholde de rigtige direktører.

- Der er som sådan ikke noget galt med åremålskonstruktionen, når bare vi gør den tidssvarende, siger KL's chefforhandler, Michael Ziegler (K), der understreger, at han er glad for, at reglerne nu står til at blive ændret.

- Set med vores øjne så er det utidigt, at man kan få store beløb udbetalt, selv om man ikke fratræder, siger chefforhandleren.

Forsker: Presset på parterne har været stort

Ifølge Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, var det ventet, at man ville fjerne muligheden for at give kommunale og regionale chefer store beløb i fratrædelse, selv om de fortsatte i samme stilling.

- Parterne har været udsat for et meget stort pres, fordi man savner en begrundelse for at føre en så lukrativ lønpolitik. Det kan på ingen måde begrundes med, at man har fastholdelsesproblemer, og det har ikke overraskende vakt en stor forargelse rundt omkring i offentligheden, siger Flemming Ibsen, der tidligere har kritisere reglerne i kraftige vendinger.

De nye regler gælder for alle nye ansættelser fra 1.august 2018.