Kulturministeren revser prins Henriks mobbere: 'Hykleriet vil ingen ende tage'

Det er hyklerisk, at kritikere nu hylder Prins Henrik, når han er død, siger Mette Bock.

Politikerne og kongefamilien hilser blandt andet på hinanden ved Folketingets åbning. Her ses regentparret i 2010. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Prins Henrik var helt sin egen og var ikke bleg for at stikke ud eller skælde ud.

Han var ikke tilfreds med sin status i kongehuset og ønskede at blive ligestillet med dronningen.

Det udtrykte han gennem mange år, og han fik også på puklen for det.

Ligesom danskere i årevis har kritiseret ham for at tale dårligt dansk.

Nu står kritikere i kø for at ære hans minde og sende en sidste hilsen til prinsen. Og det er hyklerisk, skriver kulturminister Mette Bock (LA) i et opslag på Facebook.

- Det blev en lykkelig kærlighedshistorie. Men et ulykkeligt kulturmøde. Folket kunne nemlig ikke rigtig li’ manden. Han var anderledes. Kom fra et andet land. Lærte aldrig at tale helt dansk, som vi bedst kan lide det. Og så interesserede han sig for de skønne kunster. Musik, skulptur, billedkunst, litteratur. Meget mærkeligt. Så han blev mobbet.

Helt sin egen

- Og da han begyndte at give udtryk for ønsket om at bevare sin egen identitet, gik det helt galt. Franske Henri blev ikke helt til danske Henrik, selvom vi tvang ham til at skifte navn.

- Nu er manden død. Og mobberne vil i dag svømme over med nekrologer om dette fantastiske menneske, der var spændende, anderledes, sprudlende og helt sig selv. Hykleriet vil ingen ende tage, skriver kulturministeren.

Hun beskriver selv prins Henrik som et dejligt menneske med en stor personlighed. Han var helt sin egen, skriver Mette Bock.

Haarder: Mere berørt end jeg troede

Rigtig mange af de danske politikere hylder prinsen på sociale medier.

En af dem er Mette Bocks forgænger i kulturministeriet, Bertel Haarder (V).

Han flager på halv stang til ære for den afdøde pris.

- Jeg er mere berørt, end jeg troede, jeg ville være. Minderne vælder frem. Hans format. Hans humor og festlige gemyt. Den franske prins, der fik så stor betydning for hele kongeriget fra Thule til Christiansø, skriver Haarder på sin Facebookside.

Prins Henrik døde i aftes på Fredensborg Slot efter flere dages indlæggelse på Rigshospitalet.