Kisten med prins Henrik er på vej til Amalienborg Slot i København.
Den blev båret ind i rustvognen af hoffets ansatte, mens dronningen og resten af den kongelige familie stod i døren til Fredensborg Slot og så på.
De var alle klædt i sort tøj, som markerer den måneds hofsorg, der bliver holdt.
Herefter gik dronningen forrest efterfulgt af kronprinsparret, pris Joachim og prinsesse Marie og alle børnebørnene ind i kronebilerne, som følger kisten til Amalienborg.
Kortegen kørte først en runde i den indre slotsgård, hvor de ansatte sagde farvel til prinsen, for derefter at køre forbi Kancellihuset, hvor både dronning Ingrid og kronprinsparret har boet.
Da kortegen kørte ad slotsalléen i Fredensborg, stod rigtig mange danskere og fulgte de kongelige på vej.
Kongefamilien har dermed begyndt den officielle del af prins Henriks sidste rejse.
På Amalienborg vil kisten stå indtil i morgen, hvor den køres til Christiansborg Slotskirke. Herfra skal prinsen bisættes på tirsdag klokken 11.00.
Se kisten i weekenden
Danskerne kan komme og se kisten fra på lørdag klokken 15 til 19, og igen på søndag fra klokken 12 til 19 og på mandag fra 15 til 19 i Christiansborg Slotskirke, hvor kisten vil stå på castrum doloris - en sørgeforhøjning, hvor en afdød prominent person ligger i en lukket kiste til offentligt skue.
Prins Henrik havde som ønske at blive kremeret, så hans aske skal dels ned i en urne i den private have på Fredensborg Slot dels spredes ud over havet.
- Det var meget vigtigt for ham at tilbringe sin sidste tid på Fredensborg Slot, og ligeså vigtigt at blive bisat der. Det at være tæt på naturen har altid betydet vanvittig meget for prins Henrik. Fredensborg Slot har været et fristed, hvor kongehuset har kunne være lidt mere private, få ro og være tæt på naturen, siger DR Nyheders korrespondent Stéphanie Surruge.
Prins Henriks sidste rejse
- •
Kortegen med kisten og kongefamilien kører gennem Fredensborg og ad Kongevejen til Helsingørmotorvejen og siden Lyngbyvej.
- •
Ved Vibenshus Runddel drejer kortegen op ad Øster Allé og kører langs med Fælled- og Idrætsparken i retning mod Trianglen.
- •
Så går det op ad Østerbrogade og Dag Hammerskjolds Allé forbi Sortedamssøen og Garnisons Kirkegården og Østre Anlæg.
- •
Ved Østerport Station kører kortegen et kort stykke ad Store Kongensgade, til venstre forbi Carl Nielsen Statuen og op ad Grønningen.
- •
Kortegen kører ad Grønningen langs Kastellet og til venstre på Esplanaden. Inden den når Mærsk-hovedkontoret, drejer den til højre ad Amaliegade og derfra til Amalienborg.