- Det er 'once in a lifetime' at se kisten blive ført ind.
Sådan lyder det fra Niels Christian Nielsen, som står foran Christiansborg Slotskirke med sin hustru.
De har taget turen hele vejen fra Rødvig og er sammen med rigtig mange andre danskere mødt op for at se, når prins Henriks kiste ankommer til Christiansborg fra Amalienborg Slot.
Langs hele ruten, der tager et kvarter, ringer kirkerne med klokkerne.
Dronningen og resten af den kongelige familie følger kisten hele vejen, og undervejs passerer ligtoget steder, der har haft særlig betydning for prinsen. Blandt andet Det Kongelige Teater, Den franske ambassade og Holmens Kirke.
- Det er både vemodigt og stemningsfyldt. Det er en afslutning på et langt liv og et langt virke for Danmark, siger hustruen Karen Margrethe Nielsen.
Manden supplerer og forklarer, at de på en måde er en del af historien ved at møde op i dag.
- Det er noget, der er foregået gennem århundreder, og det er traditioner, som vi så også er en lille del af ved at være her i dag. Jeg stod her faktisk, da dronningen blev udråbt i sin tid, og jeg så også kisten med kong Frederik 9. i 1972. Så jeg har været her et par gange, siger Niels Christian Nielsen.
VIDEO her forlader kisten Amalienborg Slot
Folk står i lag på lag
Ved Holmens Kirke, hvor regentparret blev viet i 1967, står Susan Andersen fra Brønshøj.
- Jeg er kommet for at vise den sidste respekt til vores prins. Han har gjort meget godt for Danmark, og det er også for at vise min respekt for dronning Margrethe og alle børnene, siger hun.
Hun startede med at stå foran Christiansborg Slotskirke, men rykkede ned ved Holmens Kirke, fordi der var så mange mennesker.
- De står simpelthen lag på lag på lag derhenne, siger hun.
Prins Henriks kiste bliver mødt af et æreskompagni med faner fra Jydske Dragonregiment, og 10 officerer fra Den Kongelige Livgarde bærer kisten ind i kirken.
Den kongelige familie og medlemmer af prinsens franske familie deltager derefter i en privat kirkelig handling med blandt andet korsang.
Prins Henrik skal bisættes på tirsdag klokken 11.00.
Indtil på mandag kan offentligheden komme forbi Christiansborg Slotskirke og se prinsens kiste, der står på castrum doloris, en sørgeforhøjning.
Den sidste rejse begyndte i går, da kisten blev kørt fra Fredensborg Slot til Amalienborg. Her har hoffets ansatte i dag fået lov til at tage afsked med prins Henrik, der blev 83 år.