Lørdag var der premiere på DRs nye underholdningssatsning, Vidunderbørn. Og mens der generelt er ros til programmet for at give eksponering til seks særligt talentfulde børn, så er programmets titel faldet mange for brystet.
Nu giver DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, svar på kritikken:
- De seks børn i Vidunderbørn er ikke mere vidunderlige end andre børn, og programmets titel siger da heller ikke noget om, at andre børn ikke også er vidunderlige. Det er vigtigt for mig at pointere, siger underholdningschefen.
- Det er lige så fascinerende og vidunderligt at gå til for eksempel spejder eller sport, men lige nu har vi valgt at sætte spot på de klassiske kunstarter. Programmets titel er blot et udtryk for, at disse seks børn er vidunderlige. Men det er alle andre jo også.
Kan man sammenligne ballet og violin?
Brugerne på Facebook og Twitter sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man kan sammenligne for eksempel ballet med violinspil.
Og giver det overhovedet mening at stemme deltagerne hjem, når de ikke optræder inden for samme kunstart?
- Det er en smagssag, hvem der går videre. Man skal stemme ud fra sine følelser og udfra, hvad man bliver mest rørt af. Det er svært at sammenligne klaver og ballet, men man kan godt tage stilling til, hvad der rører én mest, mener Lundme.
- Alle børnene har fået mange stemmer. Det vidner om, at de rører forskellige seere på hver deres måde.
Konkurrencen er ikke vigtig
Lundme pointerer, at programmets konkurrenceelement ikke er vigtigt for ham personligt, men en nødvendig ”motor” i programmet:
https://twitter.com/chmoensted/status/663069659260985349
- Konkurrencen er en motor der er i programmet, som er nødvendig, når man sender til rigtig mange mennesker lørdag aften klokken 20. Men hovedformålet er at vise, hvor dygtige børnene er, og udbrede de klassiske kunstarter til hele Danmark.
- Og man bliver ikke stemt ud på samme måde, som man plejer at gøre i eksempelvis X Factor. Dem, som ikke går videre i konkurrencen, får et stipendium på 10.000 kroner til videreudvikling af deres talent.
Vidunderbørn er "en øjenåbner"
Endelig er der også de brugere, der ikke forstår, hvorfor man sætter spot på nogen, der allerede er så dygtige som de seks vidunderbørn.
https://twitter.com/clausgregersen/status/663079568253829125
Til det svarer Lundme:
- Der er ingen tvivl om, at de seks børn i Vidunderbørn bliver nogen, man kommer til at høre om indenfor den klassiske verden i de kommende år – helt uafhængigt af programmet.
Men pointen med Vidudnerbørn er da heller ikke at sætte spot på det uopdagede talent, men at give et fascinerende indblik i den klassiske verden, mener Lundme:
- Jeg er dybt taknemmelig over, at vi får lov at vise, hvor dygtige de seks børn er. Det er en gave for os seere at få et indblik i, hvor dygtige de er, hvor meget de øver, og hvor mange følelser, der ligger i det. For mig er det en kæmpe øjenåbner, og jeg er dybt taknemmelig for, at de vil være med og dele ud af deres talent på DR1.