Var midt i sit store gennembrud: 20-årig rapper skudt og dræbt i USA

Rapperen XXXTentacion er blevet skudt og dræbt foran en motorcykelbutik i det sydlige Florida. Vidner efterlyses.

XXXTentacion har på ganske kort tid markeret sig som et af de helt store navne på den amerikanske hiphop-scene. (Foto: © Matias J. Ocner, Ritzau Scanpix)

Den 20-årige amerikanske rapper XXXTentacion blev mandag skudt og dræbt på åben gade i det sydlige Florida i USA.

Det skriver Broward County Sheriff's Office på Twitter.

Her skriver politiet, at Jahseh Onfroy, som er rapperens borgerlige navn, blev skudt, og at han ikke var til at redde på hospitalet.

XXXTentacion blev skudt mandag omkring klokken 16 lokal tid uden for en motorcykelforretning.

Ifølge politiet gik to bevæbnede mænd op til rapperen, og mindst en af mændene affyrede et skud. Efterfølgende flygtede de to mænd i en sort SUV. Politiet efterlyser vidner til episoden.

Kanye West i sorg

Superstjernen Kanye West har kommenteret drabet på sin kollega på Twitter.

- Hvil i fred. Jeg fortalte dig aldrig, hvor meget du inspirerede mig, da du var her. Tak for at have eksisteret, skriver Kanye West på det sociale medie.

XXXTentacion nåede at udgive to album - '17' fra 2017 og '?' i år. Sidstnævnte har toppet hitlisterne i både USA, Canada og herhjemme, og i marts var singlen 'Sad!' fra albummet P3's Uundgåelige.

Rapperen har haft sine personlige problemer at kæmpe med. Han har offentligt talt om at være depressiv, og han havde desuden en del sager med politiet på cv'et.

Blandt andet ventede XXXTentacion på en retssag mod ham. I sagen var han sigtet for vold mod sin gravide kæreste - et overfald som tidligere i år blandt andet fik streamingtjenesten Spotify til at fjerne ham fra deres playlister og anbefalinger.

Tidligere har han siddet i fængsel. Blandt andet for et hjemmerøveri med våben.

XXXTentacion ved BET Hip Hop Awards i oktober sidste år. (Foto: © Bennett Raglin, Getty Images)

/ritzau/