Om blot to måneder skal 40 europæiske lande mødes på scenen til årets Eurovision Song Contest. Og går alt efter planen, bliver det i år også med et bidrag fra Ukraine.
Mandag bekræftede ukrainsk stats-tv endeligt, at Ukraine fortsat har i sinde at deltage ved årets musikalske sammenskudsgilde. Det til trods for, at landet lige nu ligger i krig med naboen Rusland.
Dermed planlægger gruppen Kalush Ochestra, der er udpeget som årets ukrainske Eurovision-håb, fortsat at rejse til Italien, hvor årets popbrag afholdes til maj.
- Eurovision er meget vigtigt for os, forklarer gruppens frontmand Oleh Psuik i en video lagt ud på tv-kanalen Suspilnes Instagram-profil.
- Men vores familie og venners liv er endnu vigtigere. Lige nu gør vi alt, hvad der er muligt, for at hjælpe vores land.
Ifølge Oleh Psuik kæmper ét af gruppens medlemmer lige nu som en del af den ukrainske hær, mens Psuik, der er en af Ukraines mest populære rappere, selv har startet en velgørenhedsorganisation.
- Tidligere virkede det så fremmed for mig, når jeg så krigsfilm på tv, men det er det faktisk ikke. Når du vågner op til eksplosioner, og du ikke ved, om din kæreste er i live, mærker du, at det kommer tæt på. Det burde ikke ske i 2022, lyder det fra musikeren.
I videoen beder han samtidig alle om at sprede ordet om, hvad der lige nu sker i Ukraine, og anmoder – ligesom Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har gjort flere gange – Nato om at lukke luftrummet over Ukraine.
- Hvis nogle beslutningstagere hører det her, så gør det. Lad os gøre verden et fredfyldt sted i 2022, siger musikeren.
Ukraine er bookmakernes storfavorit
Oleh Psuik fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at det er svært for gruppen at forberede sig til Eurovision midt i krigen, men at de planlægger snart at mødes i byen Lviv nær den polske grænse.
Her skal Kalush Ochestra – på lige fod med alle andres deltagerlande – optage en såkaldt "live-on-tape"-optræden, et form for nødbånd, som kan vises under årets konkurrence, hvis en eller flere deltagere af uvisse årsager ikke kan gå på scenen til maj.
Initiativet med de såkaldte nødbånd blev iværksat sidste år som et led i konkurrencens værn mod coronavirus, men kan nu også blive Ukraines vej til Eurovision-scenen, hvis landets delegation ikke kan rejse til Italien, hvor årets konkurrence afholdes til maj.
Og chancen for alligevel at deltage i konkurrencen på afstand kan vise sig at blive særligt vigtigt for Ukraine.
Skal man tro bookmakerne, er landet nemlig lige nu den helt store favorit til at vinde årets Eurovision-finale. Ifølge tal fra mediet Eurovision World, der beskæftiger sig indgående med Grand Prix-odds, har Ukraine lige nu 32 procent chance for at vinde årets Eurovision-trofæ.
Det ukrainske bidrag, 'Stefania', handler om frontmand Oleh Psuiks mor. Hør nummeret her:
Forud for Ruslands invasion af landet den 24. februar, var Ukraine spået en femteplads i årets konkurrence, men siden er Ukraines kun gået længere og længere op på listen over odds-favoritter.
Lige nu giver en ukrainsk sejr blot pengene to gange igen hos de fleste bookmakere, mens en Eurovision-triumf for det danske bidrag, 'The Show' med gruppen Reddi, giver pengene op mod 200 gange igen.
Hos Oleh Psuik er det dog lige nu svært at glæde sig over titlen som Eurovision-favorit.
- Jeg kan ikke nyde det, når jeg samtidig er bekymret for mine nære. Krigen har adskilt mig og min kæreste. Hun er 300 kilometer væk fra mig, og det er alt for farligt for os at mødes, fortæller han til Reuters.
Ukraine vandt senest Eurovision i 2016, da sangeren Jamala sang sig til tops med nummeret '1944'.
Første Grand Prix-vinder blev diskvalificeret
Allerede forud for Ruslands invasion har Ukraines vej til årets Eurovision været en noget bumlet affære.
Kort efter den ukrainske Grand Prix-finale, der blev afholdt 12. februar – altså blot 12 dage før russiske tropper rykkede ind i landet – blev den oprindelige vinder af konkurrencen, sangeren Alina Pash, nemlig diskvalificeret.
Ukrainsk tv valgte at diskvalificere Alina Pash som landets repræsentant ved Eurovision efter sangeren blev beskyldt for dokumentfalsk og for på ulovlig vis at have rejst over grænsen til Krim-halvøen, som Rusland annekterede tilbage i 2014.
Inden da havde Kalush Ochestra, der endte på andenpladsen, beskyldt ukrainsk tv for stemmefusk, men bandet takkede altså alligevel ja, da de blev tilbudt at overtage pladsen som årets ukrainske Eurovision-håb.
Men mens Ukraine altså fortsat agter at deltage i årets Eurovision-brag, bliver årets musikfest uden russisk deltagelse. Efter pres fra flere landes tv-kanaler – herunder også DR – valgte Eurovision-arrangørerne, EBU, nemlig at udelukke Rusland fra årets konkurrence.
Årets Eurovision bliver afholdt i den italienske storby Torino og finder sted den 10., 12. og 14. maj. Mandag meldte italiensk tv ud, at temaet for årets konkurrence bliver "fred og fællesskab".