En fars ofring af sit barn, helliggørelsen af vand og blod og en overraskende genopstandelse. Sjette sæson af den verdensomspændende tv-serie 'Game of Thrones' har endnu engang budt på et væld af religioner og religiøse referencer.
Få et overblik over de vigtigste her.
1: De gamle guder
Troen på 'De gamle guder' dyrkes primært i Norden. Religionen fortælles at være opstået, da Skovens Børn begyndte at skære ansigter i de gamle Weirwood-træer og tilbede dem.
De første mennesker, der indvandrede til Westeros, fratog Skovens Børn deres land men beholdte deres guder.
Religionens guder omfatter utallige, ansigtsløse naturånder uden navn. Troen dyrkes i skoven, og har således ingen bygninger, ingen hellige tekster og ingen præster, men ’greenseers’ der kan se, hvad træerne ser, tale med dyr og rejse i tid og rum.
Religionen har været stærk indtil Andalerne indtog Westeros og bragte en ny tro med sig. Stark-familien har holdt fast ved De gamle guder.
Troen på 'De gamle guder' har genbrugt elementer fra en form for animistisk religion, som vi kender den fra bronzealderen, hvor troen på at alt i naturen havde liv var stor.
2: De syv guder
Den mest dominante religion i ’Game of Thrones’-universet er troen på 'De syv guder'. Den er bragt til Westeros af Andalerne og er sidenhen blevet den officielle religion under ledelse af Den Høje Spurv, der i sjette sæson har fået godt tag i kong Tommen og dronning Margaery og dermed også kongemagten.
Troen på 'De syv guder' indeholder en del hellige tekster og strenge sociale regler. Religionen er monoteistisk og tilbeder altså kun én gud. Guden indeholder syv aspekter, der er symboliseret ved den syvtakkede stjerne: Moderen (barmhjertighed), Faderen (dom), Krigeren (styrke), Den gamle kone (visdom), Smeden (håndværk), Jomfruen (renhed) og Den fremmede (døden).
Troen trækker tydelige spor tilbage til Middelalderens kristendom, der på samme måde var politisk og socialt regulerende med fremhævelsen af blandt andet bod og synd.
3: Den røde gud
Troen på Lysets Gud findes især i Essos og de frie byer, og centrerer sig om kampen mellem lyset og mørket. I modsætning til troen på De gamle og De nye guder, der har sameksisteret i århundreder, holder religionen på at være den eneste sande tro, som alle må omvendes til.
Centralt er tilbedelsen af ilden, og præstinden Lady Melisandre kan ved selve flammernes kraft se ind i fremtiden og udføre mirakler. Ifølge religionen er helvedet tilstede på jorden, og kun en Messias kan komme og bekæmpe det kommende mørke.
Religionen er sandsynligvis inspireret af den persiske religion zarathustrismen, hvor den livsfremmende og den livsfordærvende ånd kæmper imod hinanden, og hvor ilden også står som et stærkt symbol.
4: Den druknede gud
Den druknede gud tilbedes af Jernøernes folk. Centralt står havet, hvor guden, himlen og evigt liv findes.
Den druknede gud kæmper en evig kamp mod stormguden, der har som mål at forsøge at knuse de jernfødtes skibe. Den druknede gud bruges også til at retfærdiggøre de jernfødtes togter og plyndringer.
Havet går også igen i religionens mest markante ritual; en form for dåb, under mottoet ”Hvad der er dødt kan ikke dø”. Her druknes de jernfødte i havet, og genoplives med håb om, at de ikke længere vil nære frygt for druknedøden.
Religionen og dens tilbedere trækker spor tilbage til vikingetiden, hvor også tilbedelsen af havets guder var essentielle for vikingernes livsførelse.
5: Guden med de mange ansigter
Denne religion er grundlagt i den frie by Braavos i det østlige Westeros af den mystiske kult, De Ansigtsøse Mænd. Dens tilbedere er overbevist om, at alle religioner i princippet tilbeder døden, som blot manifesterer sig i forskellige gudeskikkelser.
De Ansigtsløse Mænd er dødens tjenere, har fralagt sig deres identitet og betragter mord som en måde at tjene deres gud på. Religionens hovedsæde findes i templet, The House of Black and White, i Braavos, hvor man blandt andet kan købe sig til en smerteløs død.
Repræsentanter for troen tæller Jaqen der har givet Arya lov til at træne til at blive én af de ansigtsløse.
Denne religion har lånt elementer fra en række østlige religioner, hvor én gud kan have mange forskelligartede udtryk. Religionens tilbedelse af døden trækker også spor til den mexicanske form for katolicisme, hvor fejringen af døden har en central placering.
Kilder: Religion.dk og A Wiki of Ice and Fire