I Island har en voksende utilfredshed med statskirken og den obligatoriske kirkeskat ført til et medlemsboom hos den religiøse zuisme-bevægelse Zúistar á Íslandi.
Bevægelsen, der blev godkendt som trossamfund i Island i 2013, baserer sit religiøse fundament på de sumeriske tekster og guder fra oldtidsregionen Sumer, der lå hvor Irak ligger i dag. I dag har bevægelsen over 3000 medlemmer. Størstedelen af de nye medlemmer er kommet til inden for de sidste par uger.
Ifølge det islandske skattesystem skal alle statsborgere betale skat til en religiøs organisation. Hvis man ikke tilhører et religiøst fællesskab går pengene i stedet til staten. Og det er netop dette, der har givet zuismen medvind. Zuismen har nemlig gjort det til sit varemærke at tilbagebetale kirkeskatten til sine medlemmer.
- Organisationens primære formål er at få regeringen til at fjerne alle love, der giver religiøse organisationer flere privilegier end andre organisationer – herunder også økonomiske fordele, lyder det fra folkene bag bevægelsen på deres hjemmeside.
Medvinden til zuismen kommer i kølvandet på et efterår, hvor debatten om adskillelse af kirke og stat har været på sit højeste i Island. En meningsmåling i efteråret viste således, at 55 procent af islændingene ønsker en adskillelse.
Derudover har debatten også gået på, at den islandske stat ikke bør registrere sine borgeres religiøse overbevisning, sådan som det er tilfældet i dag. Dette har zuismen også taget til sig som mærkesag.
- Zuisterne kræver, at regeringens registrering af borgernes religion bliver afskaffet, fortæller de på deres hjemmeside.