Hijab på amerikansk catwalk hyldes som historisk

En muslimsk designer fremviste forleden en komplet hijab-kollektion ved modeugen i New York. Nu hylder medier begivenheden som historisk. Også dansk hijab-blogger er begejstret.

Alle modellerne var iført hijab i designer Anniesa Hasibuans modeshow ved modeugen i New York City. Der vil gå mange år, før tørklædet rammer den danske modeuge, vurderer dansk hijab-blogger. (Foto: © Frazer Harrison, Getty)

For første gang nogensinde bar alle modellerne til et modeshow den muslimske hovedbeklædning hijab under modeugen i New York.

Og det er en historisk begivenhed, ifølge amerikanske medier og modebloggere, der nu hylder den indonesiske designer Anniesa Hasibuan bag kollektionen.

Også danske hijab-blogger Tanja Ayesha har bemærket tørklædet og de lange gevandter på den amerikanske catwalk og medgiver, at det er ’en smule historisk’ at se hijab’en til en vestlig og prestigefyldt modeuge.

- Hijab’en har været på catwalken i årevis i Asien og Mellemøsten, så det er stort at se high-fashion til muslimer et sted som USA, siger Tanja Ayesha og fortsætter:

- New York er en af de største fashion weeks, hvor rigtig mange trends bliver vist, men hvor man traditionelt også er mere konservativ end i for eksempel London. Så det er både overraskende og dejligt, at New York har fået øjnene op for muslimske kvinder.

Mere muslimsk mode på catwalken

Kultursociolog og seniorrådgiver hos Kvinfo, Connie Carøe Christiansen, har forsket flere år i islamisk mode og vurderer, at modeller med hijab skaber opmærksomhed, fordi det foregår i en sammenhæng uden en muslimsk majoritet.

- Men først og fremmest er en kollektion med hijab et udtryk for, at branchen har opdaget, at der er et købestærkt publikum blandt muslimske kvinder, siger hun og peger på, at muslimske klædedragter de seneste år har gjort sit indtog i store modehuse som Tommy Hilfiger og Dolce & Gabbana.

- Så vi vil sandsynligvis se meget mere islamisk rettet mode på catwalken fremover, siger kultursociologen.

At modeller med tørklæde rykker ind på den danske catwalk indenfor den nære fremtid, tvivler hijab-bloggeren dog på.

- Det vil tage mange år, før vi er klar til det, siger Tanja Ayesha.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1276210129096175